Der skal være en grænse for, hvor meget ejeren af et fibernet kan kræve, når andre internetudbydere vil have adgang til kablerne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ved at lægge sidste hånd på nye regler for fibermarkedet, som skal gælde i fem år fra 2027. Målet er at forhindre, at ejere af fibernet med en monopollignende position kan skrue prisen urimeligt højt op.
Men inden du begynder at glæde dig til billigere internet, er der en vigtig detalje: Prisloftet gælder ikke den pris, du som privatkunde betaler for dit bredbånd. Det gælder i stedet engrosprisen – altså den pris, eksempelvis en internetudbyder skal betale for at leje sig ind på et fibernet, der ejes af et andet selskab.
Ét kabel giver ejeren stor magt
Problemet opstår især på adresser, hvor der kun ligger ét fibernet. Her kan ejeren i praksis sidde med nøglen til hele markedet. Hvis eksempelvis flere internetudbydere vil sælge bredbånd til husstanden, men alle er nødt til at benytte den samme fiberforbindelse, får ejeren af nettet en meget stærk position. Det er netop i den slags områder, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gribe ind.
Artiklen fortsætter efter annoncen

