Logitechs nye rejsemus kan foldes sammen

Logitech Mobi Fold er en lille foldbar mus til tasken, flyet og cafébordet. Den fylder næsten ingenting, men ergonomien ser ud til at kræve tilvænning.

Trackpaden på den bærbare er fin nok i toget. Men prøv at redigere billeder, arbejde i regneark eller jonglere mellem vinduer på en iPad, og man savner hurtigt en rigtig mus. Det er præcis den situation, Logitech går efter med den nye Mobi Fold. En ultrakompakt rejsemus, der kan foldes sammen på midten og slukkes ved samme bevægelse. Når den ikke er i brug, ligner den nærmest et lille etui til trådløse hovedtelefoner.

Mobi Fold er ikke tænkt som erstatning for en stor kontormus. Den er lavet til dem, der arbejder på farten og gerne vil have mere præcision end laptopens touchpad uden at fylde tasken med ekstra udstyr.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Musen vejer 79 gram, har optisk sensor på 4.000 DPI og kan forbindes til op til tre enheder. Et tryk på undersiden skifter mellem for eksempel laptop, tablet og iPad.

I stedet for et klassisk scrollhjul har Logitech placeret et multifunktionelt touchfelt mellem højre og venstre museknap. Det kan bruges til scrolling, men også til frem og tilbage i browseren. Funktionerne kan ændres i Logi Options Plus-softwaren.

Ét minuts opladning rækker langt

Batteriet holder ifølge Logitech op til en måned på en opladning. Mere interessant for rejsende er lynopladningen: Ét minut i USB-C-stikket skulle give op til 22 timers brug. Der er også en udskiftelig batteriløsning bag et lille dæksel på undersiden. Det kan gøre musen mere langtidsholdbar end mange små gadgets, der i praksis bliver kasseret, når batteriet er slidt op.

Logitech siger desuden, at hængslet er testet til 15 års daglig brug. En stor del af musen er beklædt med silikone, der både giver bedre greb og beskytter den foldbare mekanisme.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Der er dog en pris for det kompakte format. Mobi Fold er fladere og mere kantet end en almindelig ergonomisk mus. Overfladerne, hvor hånden hviler, er helt plane, og det kan gøre den mindre komfortabel ved længere tids brug.

Den er med andre ord ikke musen til otte timer ved skrivebordet. Den er musen til flybordet, hotelværelset, caféen eller tasken, hvor alternativet ellers er en trackpad.

Pris og farver

Logitech Mobi Fold lanceres globalt til 699 kroner. Den kommer i farverne graphite, off-white og lilac. Rejser du ofte med laptop eller iPad og bliver irriteret over trackpads, er Mobi Fold en smart lille løsning. Men hvis komfort betyder mere end størrelse, skal du stadig vælge en rigtig mus.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.