×
GadgetsTophistorie

Ny mus og tastaturer i Logitechs Master-serie

Lanceringen inkluderer det mekaniske tastatur MX Mechanical og en opgradering af den ikoniske mus MX Master 3 med endnu bedre egenskaber.

Logitech har lanceret to nye tastaturer af den mekaniske slags. Navnet er MX Mechanical og fås i to størrelser – fuld størrelse og et mini, hvis pladsen skulle være trang. Sidst, men ikke mindst, så er den ikoniske mus MX Master 3 opgraderet og hedder nu 3S.

“Der er et voksende fællesskab af softwareudviklere, der forelskede sig i mekaniske tastaturer, da de begyndte at spille spil, og som nu vil have den samme følelse af præcision og kontrol med deres professionelle tastatur. MX Mechanical kombinerer det bedste fra begge dele – Logitechs ekspertise i gaming-tastaturer med MX Master-seriens professionelle egenskaber,” siger Tolya Polyanker, leder af MX-serien for Kreativitet og Produktivitet hos Logitech.

MX Mechanical keyboard

Tastaturet fås i to størrelser, men det er ikke det eneste valg der skal tages, hvis du bestiller et MX Mechanical. Der er nemlig tre valg i forhold til knappernes lyd og føling.

Billede fra Logitech.com

Tastaturet har naturligvis baggrundbelysning, som tilpasser sig det omgivende lys. Også her har du valgmuligheder via Logitechs applikation Logi Options+. Du kan eksempelvis indstille til en pulserende belysning eller en bølge, der langsomt kører fra én side til en anden.

Tilslutningen foregår med enten Bluetooth eller Logitechs egen Logi Bolt-løsning, med en lille USB-modtager. Hvis du har fuld blus på baggrundslyset, så holder MX Mechanical 15 dage på en opladning. Slukkes det, så kan der forventes helt op til 10 måneders levetid inden ladekablet skal findes frem.

MX Master 3S

Det er nok svært at finde et kontormiljø, hvor der ikke står en version af denne mus. Af samme årsag har Logitech endnu engang opgraderet og forlænget livet på MX Master 3-musen. Som nu er i version 3S.

Logitech har udstyret musen med en 8000 DPI sensor for optimal præcision, som også virker på glasoverflader. For at undgå lange blikke på kontoret, så har den knapper med Quiet Clicks, så der er minimal støj ved klik. Ifølge Logitech er kliklyden fra knapperne nedsat med 90% med denne opgradering.

Logitech MX Master 3S er fortsat udstyret med det karakteristiske scroll-hjul. Det kan scrolle med pixelpræcision og med lynhurtig hastighed. 1.000 sider på ét sekund loves der.

Tilslutningen er lig MX Mechanical med enten Bluetooth eller Logi Bolt USB-modtager. Batteritiden oplyses til at være 70 dage. Løber du tør for strøm, men kan ikke pause arbejdet? Ét minuts opladning giver tre timers yderligere brug.

Begge produkter er tilgængelige nu på Logitech.com. Den vejledende pris på MX Mechanical i fuld størrelse er 1.299 kroner, mens mini-udgaven koster 1.099 kroner. MX Master 3S har en pris på 999 kroner. Sidstnævnte er tilgængelig i sort eller hvid.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.