Vipps MobilePay går sammen med fire store europæiske betalingsløsninger om et nyt fælles betalingsnetværk, der skal forbinde nationale tjenester på tværs af landegrænser. Samarbejdet omfatter omkring 130 millioner brugere i 13 lande og skal gøre det muligt at betale fra én europæisk tjeneste til en anden uden først at skulle over internationale kortnetværk. For danske brugere betyder det i praksis, at MobilePay kan blive langt mere anvendelig uden for Norden. På sigt kan en dansker eksempelvis sende penge direkte til en bruger af Bizum i Spanien eller betale hos en udenlandsk forhandler med den samme MobilePay-app, der allerede bruges hjemme.
MobilePay bliver koblet sammen med lokale betalingsapps
Det nye selskab hedder European Network for Payments, ENP, og er stiftet af Vipps MobilePay sammen med italienske Bancomat, spanske Bizum, portugisiske SIBS-MB WAY og EPI Company, der står bag Wero. De enkelte tjenester bliver ikke lagt sammen, og brugerne skal ikke installere en ny europæisk betalingsapp. I stedet forbindes systemerne bag kulissen, så de kan kommunikere med hinanden. Dermed kan MobilePay i Danmark, Bizum i Spanien og de øvrige tjenester fortsætte med deres eksisterende apps og brands, mens selve betalingen bevæger sig gennem et fælles europæisk netværk. Det nye selskab får hovedsæde i Madrid og ejes ligeligt af de fem deltagere.
Først penge mellem personer
Første skridt bliver betalinger mellem privatpersoner på tværs af landegrænser. Tanken er, at en MobilePay-bruger eksempelvis skal kunne sende penge direkte til en modtager i et andet europæisk land, selv om modtageren bruger en anden betalingsapp. Derefter skal systemet udvides til betalinger i webshops og senere også i fysiske butikker. Der er endnu ikke meldt en præcis dato ud for, hvornår danske MobilePay-brugere får adgang til funktionerne. Vipps MobilePay fungerer allerede på tværs af flere nordiske markeder, men ENP skal udvide princippet markant og gøre det muligt at bruge de lokale betalingsløsninger langt bredere i Europa.
Artiklen fortsætter efter annoncen

