Teknologi

Stor ændring på vej til MobilePay – men kun få får den nu

MobilePay rydder op i appen med en ny startside og en mere samlet Wallet. Men i første omgang er det kun en lille del af de danske brugere, der får lov at prøve det nye design.

mobilepay
Eksempler på det nye design

MobilePay får endnu en overhaling. Fra denne uge begynder et nyt og mere enkelt design at dukke op hos de første danske brugere. Den mest synlige ændring er forsiden, der bliver opdelt i flere felter. Her skal blandt andet ventende betalingsanmodninger og andre aktuelle handlinger være nemmere at få øje på.

Samtidig samler MobilePay betalingskort og loyalitetskort under Wallet. Det bliver også her, selskabet senere vil tilføje flere funktioner.

Kun 47.000 danskere får det nu

MobilePay vælger denne gang en usædvanlig forsigtig udrulning. Kun én procent af brugerne i Norden får i første omgang det nye design – omkring 130.000 personer i alt. I Danmark svarer det til cirka 47.000 brugere, som udvælges tilfældigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De første brugere bliver samtidig bedt om feedback, så MobilePay kan justere designet, inden opdateringen sendes bredere ud.

– Siden 2024 har vi haft travlt med at lancere nye funktioner, og nu er tiden kommet til et nyt og enkelt design, siger Jeanette Hertzum, landechef for MobilePay i Danmark.

Mere fokus på betaling i butikker

Det nye design kommer efter en periode, hvor MobilePay især har udvidet mulighederne for kontaktløs betaling i fysiske butikker. Appen kan i dag bruges som standardløsning til kontaktløse betalinger på understøttede telefoner, banker og kort.

MERE OM SAMME EMNE:

Samtidig er funktioner til at dele udgifter og regninger blevet gjort mere synlige. Tjenesten lover allerede flere nyheder senere, og det nye design ser derfor mindst lige så meget ud til at være en oprydning før næste bølge af funktioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har du ikke fået det nye udseende efter en opdatering af appen, er der altså ikke nødvendigvis noget galt. Langt de fleste danskere må vente lidt endnu.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.