Elbiler

Norlys giver gratis lynopladning i 24 timer – her kan du tanke

På mandag kan elbilister lade gratis på en helt ny Norlys-ladepark med op til 400 kW ved Aalborg Lufthavn.

norlys
Foto: Norlys

Det er ikke hver dag, man får lov til at fylde elbilen med strøm uden at betale en krone. Men mandag den 19. oktober er der gratis strøm i stikkene, når Norlys slår dørene op til en helt ny lynladepark ved Aalborg Lufthavn. Og det er ikke små ladere, energiselskabet har stillet op.

Den nye ladepark er udstyret med fem lynladere på hver 400 kW. Hver lader har to udtag, så ti elbiler kan lade samtidig.

Det betyder ikke, at alle biler kan lade med 400 kW. Den faktiske ladeeffekt afhænger blandt andet af bilens batteri og ladeteknologi. Men der er rigeligt med kræfter til selv nogle af markedets hurtigst ladende elbiler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gratis strøm hele mandagen

For at fejre åbningen tilbyder Norlys gratis opladning hele mandag den 19. oktober – fra klokken 00.00 til 24.00. Det er altså ikke kun under den officielle indvielse mellem klokken 14 og 16, at strømmen er gratis. Der er dog en vigtig detalje i det med småt.

Selvom Norlys sætter prisen til nul kroner, kan du stadig ende med at betale for opladningen, hvis du benytter en betalingsløsning fra en anden udbyder.

Det gælder eksempelvis visse ladebrikker, apps, roamingtjenester og kortbetalingsløsninger, hvor en tredjepart kan opkræve egne priser eller gebyrer. Det er derfor en god idé at benytte Norlys’ egen opladningsapp og kontrollere prisen, inden opladningen sættes i gang.

Her kan børnene lege, mens bilen lader

Norlys har også gjort lidt ekstra ud af omgivelserne. Ladeparken er overdækket og har et loungeområde med tv-skærme og automater, hvor man kan købe mad og drikke. Og så er der en noget usædvanlig detalje: En gammel militærbunker fra Anden Verdenskrig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bunkeren er blevet en del af oplevelsen omkring ladeparken, og på toppen er der etableret en legeplads, hvor børnene kan få brændt noget energi af, mens bilen får fyldt batteriet.

Nordjylland nærmer sig 1.000 lynladeudtag

MERE OM SAMME EMNE:

Åbningen er samtidig en milepæl for elbilister i Nordjylland. Ifølge Norlys’ egen optælling vil landsdelen efter åbningen have 954 offentligt tilgængelige lynladeudtag. Dermed er der ikke langt til de første 1.000.

Den nye ladepark skal især gøre det lettere for elbilister, der skal til og fra Aalborg Lufthavn, at få strøm på batteriet uden en større omvej. Og med gratis opladning på åbningsdagen behøver man altså ikke have en flybillet i lommen for at få noget ud af besøget.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.