ElbilerTophistorie

Nu er der 400.000 elbiler i Danmark

Regeringen har netop offentliggjort en ny prognose, der forventer, at der allerede i 2028 vil køre 1 million elbiler i Danmark. Det sker samme dag som den danske bilbestand runder 400.000 elbiler.

Antallet af elbiler i Danmark har rundet endnu en milepæl. Ifølge brancheorganisationen Mobility Denmark kører der nu 400.000 elbiler på de danske veje – en stigning på 100.000 på blot seks måneder.

Udviklingen peger i retning af, at overgangen til en mere klimavenlig bilpark sker hurtigere end tidligere antaget. Elbilerne fylder i stigende grad på indkørsler, i carporte og på motorveje, og el er nu den mest populære drivkraft blandt nyregistrerede biler i Danmark.

 

“Vi bevæger os med stor hastighed mod målet om 1 million grønne biler i 2030,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark. “At vi allerede har nået 400.000 elbiler, viser, hvor hurtigt den grønne omstilling af bilparken skrider frem.”

På samme dag som elbil nummer 400.000 blev registreret, offentliggjorde regeringen en ny prognose for bilbestanden, som lægger op til endnu højere ambitioner. Ifølge den seneste vurdering ventes det, at 1 million elbiler vil være på vejene allerede i 2028 – to år tidligere end hidtil forventet. I 2030 skønnes tallet at nå 1,4 millioner, mens Mobility Denmark vurderer, at det snarere bliver 1,6 millioner.

 

Ifølge organisationen er fremgangen drevet af flere forhold – ikke mindst økonomiske incitamenter i form af afgiftsfritagelser, der har gjort det mere tilgængeligt for mange danskere at vælge elbilen.

“Elbilernes udvikling har kun været mulig, fordi det økonomisk har kunnet betale sig at vælge grønt,” siger Mads Rørvig og advarer samtidig om konsekvenserne, hvis de nuværende ordninger forsvinder. “Vi har set, hvordan elbilsalget er bremset op i vores nabolande, når incitamenterne fjernes. Derfor er det afgørende, at de politiske rammer fortsat understøtter den grønne omstilling.”

Han opfordrer til, at man i Danmark overvejer en langsigtet løsning, der helt afskaffer registreringsafgiften for elbiler, og samtidig investerer i den nødvendige infrastruktur: flere ladestandere, et robust elnet og servicemuligheder i værksteder.

 

Selv om målet om 1 million elbiler i 2030 for få år siden virkede ambitiøst, synes det nu at være inden for rækkevidde – måske endda før tid.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.