Det er ikke lang tid siden, historien om at META ville have lov at træne deres AI med brugernes billeder var oppe at vende, og nu er de i gang igen. En ny funktion i Facebook giver appen mulighed for løbende at uploade alle billeder på din telefon til virksomhedens egne servere. Funktionen bliver introduceret som en hjælp til at generere idéer til indhold med kunstig intelligens – men den medfører også omfattende adgang til dine private fotos, uden at du nødvendigvis er klar over det fulde omfang.
Når du opretter en ny Facebook-historie, kan der nu dukke et vindue op, hvor du bliver spurgt, om du vil aktivere “cloud processing”. På overfladen lyder det måske egentlig uskyldigt nok, men accepterer du, giver du reelt Meta tilladelse til at gennemgå og uploade hele din kamerarulle – også de billeder du aldrig har delt, og måske ikke har tænkt dig at dele.
Ifølge Metas egen forklaring vil deres system “vælge medier fra din kamerarulle og uploade dem til vores cloud løbende, baseret på oplysninger som tid, sted eller temaer.” Billederne bliver angiveligt ikke brugt til målrettet reklame – men de indgår i det datagrundlag, Meta bruger til at foreslå og skabe AI-genereret indhold.
Accepterer uden at tænke over det
På trods af, at funktionen er valgfri kan den være problematisk, fordi brugerne ofte overser, hvad de egentlig siger ja til. Derudover bliver det introduceret via pop-up-vinduer i appen, som mange trykker “accepter” på uden at læse det med småt.
Skepsis omkring Metas håndtering af brugerdata er ikke ny. Det er mindre end et år siden, det kom frem, at Meta havde gemt hundredvis af millioner af brugeres adgangskoder i klartekst. Og da Facebook og Instagram begge er ejet af Meta, er der bekymring for, at funktionaliteten kan sprede sig til andre platforme.
Hvis du allerede har givet samtykke til funktionen og fortryder, er det muligt at trække tilladelsen tilbage – men det kræver, at du bruger Facebook-appen på en mobil enhed, som f.eks. en iPhone. Det er ikke muligt at ændre indstillingen via en computer.
Sådan slår du funktionen fra i Facebook:
- Åbn Facebook-appen
- Gå til “Indstillinger og privatliv”
- Vælg “Indstillinger”
- Find afsnittet om “Cloud processing” eller “Kamerarulleadgang”
- Slå funktionen fra eller fjern samtykke
Vi anbefaler at du er opmærksom på alle nye tilladelser i både Facebook og Instagram, da mange funktioner i stigende grad bygger på at få adgang til personlige data – også fra områder af din telefon, du måske ikke forventer bliver delt.