GadgetsTophistorie

Ny Mac mini er hurtigere end Mac Pro

Selv om den er klejn, er den nye Mac Mini den hurtigste desktop-computer, Apple nogen sinde har lavet.

Den nye Mac mini, der blev præsenteret forleden, er den hurtigste desktop-computer, Apple til dato har lavet. Det viser Geekbench-målinger, der er begyndt at dukke op. Den nye model overgår endda ydeevnen i både Mac Studio og Mac Pro med M2 Ultra. Computere, der er lavet til foto- og videoredigering.

Selv basisudgaven med standard M4-chip er lynhurtig, men det er M4 Pro, der med sine stærke single- og multi-core præstationer nu tager føringen blandt Apples stationære computere. Og det er værd at bemærke, at M4 Pro ikke engang er den hurtigste variant af de nye M4 processorer. Den hedder M4 Max, men kommer først senere. Man må forvente, at den yder endnu bedre.

 

Ifølge Geekbench-resultater, som er blevet tilgængelige i løbet af natten, scorer Mac mini med M4 Pro omkring 3.700 i single-core og cirka 22.000 i multi-core, hvilket gør den hurtigere end M2 Ultra på ren CPU-ydelse.

M4 Pro-chippen repræsenterer en stor forbedring sammenlignet med sidste års M3 Pro, som havde et mere energieffektivt design. Hvor M3 Pro havde 6 performance-kerner og 6 effektivitetkerner, er M4 Pro nu udstyret med 10 performance-kerner og kun 4 effektivitetkerner, hvilket giver en markant højere ydelse.

 

Det betyder, at M4 Pro er omtrent 20 procent hurtigere i single-core og 45 procent hurtigere i multi-core sammenlignet med M3 Pro. Sammenlignet med M3 Max er M4 Pro Mac mini omkring 20 procent hurtigere på single-core og en smule hurtigere på multi-core.

Dermed er Mac mini den hurtigste desktop-Mac på markedet lige nu. Imponerende for en maskine, der bare måler knapt 13 x 13 centimeter og er 5 centimeter høj.

Både den nye Mac mini og MacBook Pro med M4 og M4 Pro chips kan nu forudbestilles og vil være tilgængelige globalt fra den 8. november. Priserne for den potente minicomputer starter ved 5.499 kroner og topper ved 12.699 kroner.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.