Apple har her til eftermiddag udsendt en pressemeddelelse om deres nye version af iMac’en, nu udrustet med M4-chip, der lover hurtigere ydeevne og nye funktioner takket være Apple Intelligence (som nu i øvrigt viser sig at komme til Europa til April på iOS og iPadOS også!). Den nye model kommer med et avanceret 12 MP Center Stage-kamera, understøttelse af Matter-standarden og Thunderbolt 4-tilslutninger. Med sit klassiske alt-i-en-design og en række livlige farver er iMac i 2024 udgaven en rimelig opgradering, der dog ikke på nogen måder revolutionerer alt-i-en computeren.
Forbedret ydeevne med M4
Ifølge Apple er den nye M4 iMac op til 1,7 gange hurtigere end sin forgænger med M1-chippen, når det gælder daglige opgaver som at surfe i Safari eller arbejde i Excel. Ved krævende opgaver, såsom billed- og videoredigering, er der endnu større forskel – her skulle M4 være op til 2,1 gange hurtigere.
Apple Intelligence kommer også på den nye iMac, og det giver brugerne adgang til kraftfulde generative værktøjer direkte på enheden. Integreret i macOS Sequoia giver Apple Intelligence nye funktioner som tekstkorrektion, opsummering og genfortælling. Det meste af behandlingen sker direkte på computeren, hvilket reducerer behovet for at sende data ud af huset og dermed øger sikkerheden.
Artiklen fortsætter efter annoncen


