Der bliver nu mulighed for at kombinere fransk retro-charme med en snert af Grand Slam, når Renault 5 snart kan fås i en særlig Roland Garros-version. Den nye variant er inspireret af det traditionsrige tennisanlæg i Paris og kommer med særlige designdetaljer – blandt andet specialdesignede fælge, sæder med Roland Garros-logo og unikke farver.
Prisen begynder ved 254.990 kroner, hvilket placerer den over den hidtidige topmodel, Iconic. Tekniske ændringer er der dog ikke tale om. Under lakken finder man det samme 52 kWh batteri og 150 hestes elmotor som i Iconic-modellen.
Hos Renault Danmark var det ikke oprindeligt planen at tilbyde Roland Garros-udgaven herhjemme, men interessen har talt sit tydelige sprog.
– Vi har fået rigtig mange henvendelser fra kunder, der har set reklamerne under French Open. Det er tydeligt, at den særlige udgave har fanget interessen, og derfor har vi besluttet at tage den hjem, , fortæller Søren Hyltoft, kommunikations- og marketingchef hos Renault Danmark.
Den lille elbil har allerede fundet vej til 1.900 danske indkørsler – og der tegner sig et klart billede af, hvad kunderne går efter. Omkring 80 procent vælger den største batteripakke, og Techno-versionen – der udstyrsmæssigt ligger midt i feltet – er den mest populære med 50 procent af salget. Den topudstyrede Iconic tegner sig for 32 procent, mens 18 procent går med den mere enkle Evolution-variant.
Se videoen med vores første indtryk af Renault 5. Farvevalget? Den markante gule model, som præger reklamerne, er faktisk også den mest valgte – men kun lige. 29 procent vælger gul, mens sort følger tæt efter med 28 procent. Blå står for 15 procent, og både hvid og grøn deles om 14 procent af salget hver.
Leveringstidspunktet for Roland Garros-versionen i Danmark er endnu ikke offentliggjort, men bestillinger kan snart foretages gennem forhandlere, oplyser Renault Danmark.