Et batteri behøver ikke være ægte solid state for at give elbilen markant længere rækkevidde. Det har amerikanske Factorial demonstreret med sin FEST-teknologi, som sidste år sendte en modificeret Mercedes EQS fra Stuttgart til Malmö uden opladning undervejs. Turen var omkring 1.205 kilometer lang, og bilen havde ifølge Mercedes stadig strøm til yderligere 137 kilometer ved ankomsten.
Nu tager teknologien et vigtigt skridt mod serieproduktion. Factorial har indgået et samarbejde med den sydkoreanske batteriproducent SK On, der skal undersøge, om FEST-celler kan fremstilles på fabrikker, som i dag producerer almindelige litium-ion-batterier.
– Et batterigennembrud betyder kun noget, hvis det kan masseproduceres, siger Factorials direktør, Siyu Huang.
Artiklen fortsætter efter annoncen

