OpenAI vil ikke længere nøjes med at levere den kunstige intelligens inde i andres computere og mobiltelefoner. ChatGPT-skaberen er på vej med sin egen familie af fysiske produkter, bekræfter selskabets præsident, Greg Brockman over for Digital Trends.
– Vi bygger en familie af enheder, fortæller han i et interview med teknologijournalisten Joanna Stern.
Brockman vil hverken be- eller afkræfte rygterne om en intelligent højttaler eller en bærbar AI-enhed. Han lover blot, at produkterne kommer ”snart” – uden at sætte dato, pris eller funktioner på.
Tastaturet skal skubbes til side
Det mest interessante er dog ikke, hvordan den første dims kommer til at se ud. Det er OpenAI’s ambition om at ændre selve måden, vi bruger computere på. Ifølge Brockman vil vi fremover tale til vores enheder i stedet for at skrive på dem. Stemmen skal bruges til langt størstedelen af de opgaver, vi i dag løser med tastatur, mus og berøringsskærm.
Det lyder naturligt hjemme i stuen – med mindre fjernsynet larmer i baggrunden. På kontoret, i toget eller på en café er det straks mere besværligt. Brockman peger selv på de lydisolerende næb-lignende masker, som enkelte bruger til at tale med computeren uden at forstyrre omgivelserne.
De viser måske, at der findes et behov. Men også at den tastaturløse fremtid stadig mangler en løsning på et ret jordnært problem: De færreste har lyst til at diktere mails og private beskeder, mens kollegerne lytter med.
En computer, der ved alt om dig
Privatliv bliver en mindst lige så stor udfordring. En personlig AI-enhed vil potentielt kunne høre samtaler, læse beskeder og kende brugerens kalender, dokumenter og vaner.
Brockman siger, at OpenAI arbejder på tekniske garantier, som skal kunne kontrolleres og dokumentere, at private oplysninger kun behandles af AI-systemet. Foreløbig er det dog et løfte snarere end en færdig løsning.
Samtidig hænger Apples søgsmål over projektet. Apple beskylder OpenAI og tidligere Apple-ansatte for at have misbrugt fortrolige oplysninger i forbindelse med udviklingen af den nye hardware. OpenAI afviser anklagerne og fastholder, at selskabet udvikler sin egen teknologi.
OpenAI kan meget vel have ret i, at den klassiske computer er moden til at blive gentænkt. Men stemmestyring har været ”den næste store ting” i årevis uden at erstatte hverken tastaturet eller skærmen.











