Prisen på gammelt Star Wars-spil eksploderer: kan jailbreake PlayStation 5

Et gammelt og ellers glemt Star Wars-spil er pludselig blevet rødglødende på eBay. Rygter om, at den fysiske disk kan bruges til at jailbreake PlayStation 5, har sendt priserne på himmelflugt og sat både samlere og Sony i alarmberedskab.

Et ellers overset Star Wars-spil fra PlayStation-arkiverne er pludselig blevet guld værd. På eBay bliver fysiske eksemplarer af Star Wars Racer Revenge i øjeblikket udbudt til flere hundrede dollars – ikke på grund af spillets kvalitet, men på grund af et opsigtsvækkende rygte: Disken siges at kunne bruges som indgang til et jailbreak af PlayStation 5.

Spillet udkom oprindeligt til PlayStation 2 i 2002 og fik en genudgivelse til PlayStation 4 i 2019, hvor interessen var til at overse. Men nu er situationen en helt anden. Samlere og tekniknørder støvsuger online markedspladser, og priserne på eBay er skudt i vejret på få dage. Det skriver Gizmodo.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Et rygte med store konsekvenser

Forklaringen skal findes i et nyligt læk af såkaldte ROM-nøgler til PS5 – en helt grundlæggende del af konsollens sikkerhedsarkitektur. Nøglerne dukkede op online omkring nytår og har sat gang i spekulationer om, at Sony for første gang kan stå over for et egentligt lavniveau-jailbreak af konsollen.

Ifølge flere udviklere er ROM-nøglerne i sig selv ikke nok. De gør det lettere at finde sårbarheder, men der kræves stadig et konkret “entry point” for at udnytte dem. Her kommer Star Wars Racer Revenge ind i billedet. En kort video delt på X (tidligere Twitter) viser, hvordan en udvikler via spillets debug-funktion angiveligt har injiceret kode og fået en besked vist på skærmen – et klassisk proof of concept i hackerverdenen.

Sony har hidtil stået imod

Siden lanceringen i 2020 har Sony haft usædvanligt godt styr på PS5’s sikkerhed. Mindre exploits er løbende blevet lukket med firmware-opdateringer, men et angreb baseret på ROM-nøgler er noget helt andet. De kan nemlig ikke bare udskiftes via software.

Det betyder dog ikke, at PS5 i morgen kan køre piratspil og hjemmelavet firmware. Flere profiler i homebrew-miljøet maner til besindighed og peger på, at der mangler væsentlige brikker, før et reelt jailbreak er muligt. Vejen fra at printe en tekstbesked på skærmen til fuld kontrol over konsollen er lang – og teknisk ekstremt krævende.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Alligevel stiger priserne

Nuancerne til trods reagerer markedet prompte. Kombinationen af Star Wars-navnet, fysisk disk og udsigten til et potentielt historisk gennembrud for PS5-hacking har skabt en perfekt storm. Resultatet er et nicheprodukt, der på få dage er gået fra støvet hyldevare til eftertragtet samlerobjekt.

Om rygterne holder, og om Sony reelt har grund til bekymring, vil tiden vise. Indtil videre er én ting sikkert: Har du en diskudgave af Star Wars Racer Revenge liggende, er den pludselig langt mere værd, end nogen havde forestillet sig.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.