Hvis Samsungs planer bliver til virkelighed, bliver det lige så nemt at hænge en fladskærm op, som det er at hænge en skifteramme på væggen. Et nyt patent viser nemlig en skærm, der er fuldstændig kabelfri – ikke engang et strømkabel skal monteres i skærmen.
Patentet er opdaget af det hollandske site Let’s Go Digital og viser, at Samsung overvejer at bruge trådløs overførsel af strøm fra en settop-boks til en modtager, der monteres magnetisk bag på skærmen. Boksen, der naturligvis er sat i stikkontakten, vil også håndtere alle tilslutninger af eksterne enheder, højttalere etc.
Der er i princippet ikke noget nyt i trådløs strømoverførsel (til mobiltelefoner eksempelvis), men teknologien er stærkt begrænset af både afstand og mængden af strøm. Hvordan Samsung har løst den udfordring – eller om de overhovedet har – melder historien intet om.
Samsung er ellers ret tæt på at udrydde kablet i forvejen. På flere af selskabets fjernsyn – såsom det nye flagskib Q90R QLED – går der kun et enkelt kabel til skærmen fra den såkaldte One Connect-boks, der håndterer alle tilslutninger.
Det bliver interesant at se, om trådløse fladskærme bliver den store nyhed under næste års CES-messe …
Patentansøgningen kan læses i sin helhed her (PDF).