Et nyt, banebrydende batteriprojekt fra Norge kan være med til at mindske nedbrydningen af elbilbatterier. Forskere fra det norske forskningsinstitut SINTEF arbejder nemlig på et selvhelende batteri, der ikke bare lover længere levetid og bedre rækkevidde, men også mindre miljøbelastning.
Batteriet, som SINTEF kalder en slags “sandwich”, er opbygget med katoden øverst, anoden nederst og en række avancerede materialer imellem – heriblandt en slags “superlim”, der kan reparere små skader i batteriets struktur under brug. Lidt som et bildæk, der lapper sig selv.
– Vi har udviklet et batteri, der både er mere stabilt end traditionelle lithium-ion-batterier og kan levere mere energi på mindre plads. Samtidig holder det længere, hvilket i sidste ende vil betyde færre batteriskift og dermed en lavere miljøpåvirkning, siger Nils Peter Wagner, forsker hos SINTEF, til det britiske medie Tech Xplore.
Artiklen fortsætter efter annoncen

