
Du kan allerede i dag slippe for at indtaste din PIN-kode, når du betaler med dankort eller kreditkort, hvis beløbet er på under 200 kroner, og kortet er udstyret med kontaktløs funktion. Men i fremtiden kan PIN-koderne blive helt afskaffet og erstattet af såkaldt biometrisk sikkerhedskontrol – læs: en fingeraftryksscanner!
I stedet for at indtaste de fire cifre, som vi alligevel har svært ved at huske, kommer man altså i stedet til at skulle placere sin finger på en lille scanner, der er bygget ind i kreditkortet. Og det kan komme til at ske allerede i år, for Mastercard er allerede i fuld gang med at teste systemet i Sydafrika, skriver Engadget, som har prøvet det nye biometriske kreditkort i praksis.
Den biometriske betaling går meget hurtigere
Særligt opsigtsvækkende er det, hvor hurtigt en betaling går med det nye system, skriver journalisten. Men det skyldes, at selve autorisationen sker i kortet og ikke skal vente på en forbindelse til banken.

Om Mastercards biometriske kort kommer til Danmark afhænger selvfølgelig af, om der er danske banker, som ønsker at tilbyde løsningen til deres kunder. Det er også i givet fald banken, der ville skulle sørge for at tage kundernes fingeraftryk og producere kortene.