×
Gadgets

Sonos afprøver udlejning af musiksystemer

Sonos afprøver i disse uger en ny udlejningstjeneste, Sonos Flex, hvor brugere kan leje Sonos-højttalere i stedet for at købe dem.

Sonos har nu udtænkt en ny metode til at få deres højttalere ud til kunderne. Firmaet tilbyder simpelthen, at kunderne kan leje højttalerne for et relativt lavt beløb per måned – og uden opsigelsesvarsel. Sonos Flex hedder tjenesten, der i første omgang kun er lanceret i Holland, men må forventes at blive spredt ud, hvis det bliver en succes.

Metoden er måske ikke så dum. Firmaets egne tal viser, at der er 60 procents chance for at kunderne udvider med flere højttalere, hvis de først har fået Sonos inden for dørene. For et år siden meddelte firmaet, at kunder, der lagde ud med at købe en enkelt højttaler mellem 2014 og 2017, nu i gennemsnit har 2,4 Sonos-højttalere i hjemmet.

Flex-abonnement fås i tre forskellige kombinationer.

  • To Sonos One der kan parres i stereo-mode eller bruges separat i to forskellige rum, kan lejes for 15 euro – 112 kroner om måneden.
  • Sonos Beam-lydbaren og to One-højttalere til en surround-opsætning kan lejes for 25 euro – 186 kroner om måneden.
  • Playbar, Subwoofer og to One-højttalere til en mere komplet surround-opsætning kan lejes for 50 euro – 374 kroner om måneden.

Ifølge The Verge kan brugerne selv vælge farven (sort eller hvid) og produkterne udskiftes løbende med den seneste udgave. Abonnenter kan ændre eller opsige deres abonnement på ethvert tidspunkt uden varsel.

Ifølge Verge er det amerikanske firma også åbne overfor ideen om, at man afbetaler på produkterne via abonnementsbetalingen. En talsmand fra Sonos siger til mediet, at de er “åbne over for alle ideer der kommer via pilotprojektet”. Hvis du kan hollandsk, kan du læse mere om Flex-abonnementet her.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.