GadgetsTophistorie

Sony opdaterer hæderkronede hovedtelefoner

Sony har opdateret sine ikoniske støjreducerende hovedtelefoner. WH-1000XM6 er landet – med ny chip, forbedret støjreduktion og samarbejde med nogle af verdens dygtigste lydfolk.

Sony har løftet sløret for den sjette generation af sine populære hovedtelefoner i 1000X-serien, der hører til blandt de bedste støjdæmpende hovedtelefoner på markedet. Den nye udgave, WH-1000XM6, bygger videre på arven fra tidligere modeller, men introducerer en ny chip og 12 mikrofoner, der lover endnu mere effektiv støjreduktion – tilpasset omgivelserne i realtid.

Ifølge Sony er støjreduktionen blevet mærkbart bedre takket være en ny processor, HD Noise Cancelling Processor QN3, som er syv gange hurtigere end forgængeren. Den samarbejder med 12 mikrofoner – 50 procent flere end i XM5 – og en ny Adaptive NC Optimizer, som også tager højde for lufttryk og omgivende støj. Det betyder, at lydbilledet justeres dynamisk, hvad enten du sidder i toget, går gennem byen eller bare vil have ro derhjemme.

 

Studieudviklet lyd

Lydsiden er skabt i samarbejde med mastering-eksperter fra bl.a. Sterling Sound, Battery Studios og Coast Mastering – navne, der har arbejdet med kunstnere som Taylor Swift, Depeche Mode og Alicia Keys. Målet har været at finjustere lyden til det, Sony kalder ”studienøjagtighed”.

WH-1000XM6
Sony WH-1000XM6 fås i platin-sølv og midnight blue.

“WH-1000XM6 løfter barren yderligere,” siger mastering-ingeniør Randy Merrill i en presseudtalelse og peger på, at detaljegraden og dynamikken i musikken er blevet mere tydelig.

 

Det skyldes blandt andet en ny driverenhed med kuppelformet kulfibermembran og en stemmespole, der ifølge Sony gengiver selv små nuancer tydeligt – både i vokaler og instrumenter. D/A-konverteringen er ligeledes opgraderet, og det hele er suppleret af LDAC og DSEE Extreme, der opskalerer komprimerede musikfiler.

Krystalklar tale – også i støj

WH-1000XM6 understøtter også 360 Reality Audio Upmix for Cinema – en funktion, der omdanner almindelig stereolyd til en slags surround, hvilket kan være en fordel, hvis du ser film på farten. Gamere får glæde af en særlig Game EQ til skydespil, hentet fra Sonys INZONE-serie.

Også opkaldskvaliteten har fået et løft, hævder Sony presseafdeling. Seks mikrofoner og en AI-baseret beamforming-algoritme hjælper med at isolere din stemme, så den går tydeligt igennem – også i støjende omgivelser. En mute-knap er placeret direkte på hovedtelefonen, så du hurtigt kan dæmpe lyden under et opkald.

 

Designet er også blevet opdateret. Hovedbøjlen er bredere og dækket af vegansk læder, mens ørepuderne er fremstillet i et blødt materiale, der reducerer tryk og lukker støj ude. Betjeningen foregår via touchpanel og fysiske knapper, og hovedtelefonerne kan foldes sammen og opbevares i et etui med magnetlukning.

Derudover introduceres en ny funktion kaldet Scene-based Listening, som bruger sensorer til at justere støjreduktionen og musikken baseret på, hvor du er, og hvad du laver. Der er også nem adgang til tjenester som Spotify, Apple Music og YouTube Music, og teknologier som LE Audio og Auracast er understøttet.

WH-1000XM6 kommer i sort, platin-sølv og den nye farve midnight blue. De lander i butikkerne i løbet af maj og får en vejledende pris på 3.499 kroner.

 

Læs også vores anmeldelse af forgængerne Sony WH-1000XM5.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.