Der var jubel i krypto-kredse, da Tesla i marts måned åbnede op for betaling med bitcoin. Glæden var dog kort, for Elon Musk har nu meddelt, at initiativet bliver sat på pause – for miljøets skyld. I et tweet siger Musk, at kryptovalutaer som bitcoin har mange fordele, men at de miljømæssige omkostninger ved bitcoin ganske enkelt er for høje i øjeblikket.
Netop de enorme mængder energi, der bruges på at udvinde bitcoins har skabt debat i takt med at kryptovalutaen bliver mere og mere populær. Det anslås, at der lige nu bruges lige så meget elektricitet på at mine Bitcoins, som der bruges elektricitet i Argentina. Ifølge analyser fra University of Cambridge bruger Bitcoin-netværket årligt mere end 121 terawatt-timer, TWh, hvilket vil placere netværket i top 30 over de største elforbrugere i verden, hvis det var et land.
Analysen bakkes op af Digiconomist, der hævder, at det årlige CO2-aftryk fra udvinding af bitcoins er sammenligneligt med Singapores årlige CO2-aftryk.
Artiklen fortsætter efter annoncen

