Boox Note Air 5 C er ikke en tablet i klassisk forstand. Den prøver heller ikke rigtigt at være det. I stedet føles den som en moderne blanding af elektronisk notesbog, e-bogslæser og arbejdsredskab – og det er faktisk præcis derfor, den giver mening. Hvor mange tablets konstant kæmper om ens opmærksomhed med notifikationer, video og sociale medier, gør Boox Note Air 5 C nærmest det modsatte. Den føles roligere. Langsommere på den gode måde. Mere fokuseret. Den ligger sig op ad ReMarkables paper tablets som jeg tidligere har anmeldt, men hvor ReMarkable har sit eget styresystem, så bruger Boox Android – hvilket gør den betydeligt mere alsidig. Det kommer jeg tilbage til.
Boox Note Air 5 C er samtidig også en type produkt, der er blevet markant mere avanceret over de seneste år. Gamle e-bogslæsere var ekstremt simple. Man købte bøger, læste dem og måske markerede lidt tekst undervejs. Boox Note Air 5 C er noget helt andet. Her er Android, adgang til Google Play Store, noter, dokumenthåndtering, apps og langt flere muligheder, end man umiddelbart forventer af en e-ink-enhed. Det gør den langt mere fleksibel, men også mere kompleks. Det er tydeligt, at Boox ikke længere kun prøver at lave en digital boglæser, men snarere et produkt, der kan fungere som en slags roligere arbejdsstation for folk, der læser, skriver og arbejder med tekst i mange timer hver dag.
Design
Boox Note Air 5 C ligner på mange måder en stor e-bogslæser, men med nogle ret tydelige valg, der afslører, at den er lavet til mere end bare læsning. Det mest markante er den brede sorte kant i venstre side. Designmæssigt gør den ikke nødvendigvis produktet smukkere, men i praksis giver den virkelig god mening. Når man holder enheden i venstre hånd og skriver med højre, har man et naturligt sted at holde fast uden at ramme skærmen hele tiden. Det lyder måske som en lille ting, men det gør faktisk en stor forskel i hverdagen.
Artiklen fortsætter efter annoncen





