TEST: Meta Glasses Wayfarer (Gen 2)

Meta Glasses kombinerer AI, kamera og lyd i et par almindeligt udseende briller, men det er stadig uklart, hvem de egentlig er lavet til

Smartbriller har eksisteret i mange år, men det er først med Meta Glasses, at produktkategorien for alvor er blevet interessant for almindelige forbrugere. Hvor tidligere forsøg ofte har været klodsede, mærkelige eller tydeligt teknologiske i deres udtryk, ligner Meta Glasses faktisk et par helt almindelige briller. Det er uden tvivl deres største styrke.

Efter at have brugt Meta Glasses i en periode står jeg dog tilbage med blandede følelser. Der er ingen tvivl om, at Meta har skabt et gennemført produkt, som fungerer præcis som lovet. Spørgsmålet er bare, om det løser et problem, som ret mange mennesker rent faktisk har.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Meta Glasses er nemlig et af de produkter, der er nemme at blive imponeret over de første dage. Efter noget tid begynder man dog at spørge sig selv, hvor ofte man egentlig bruger funktionerne, og om man ville savne dem, hvis de forsvandt igen.

Ser ud som almindelige briller

Designet er noget af det mest vellykkede ved Meta Glasses Wayfarer Gen 2. Samarbejdet med Ray-Ban betyder, at brillerne ligner noget, man faktisk har lyst til at gå med. Der er ganske vist lidt ekstra tykkelse i stængerne, men det er langt mindre iøjnefaldende end på mange tidligere smartbriller.

Jeg har fået monteret glas med styrke i mine Meta Glasses, og det gør dem naturligvis mere anvendelige hvis man har brug for lidt styrke til at læse. Hvis man alligevel bruger briller til daglig, kan det være ganske praktisk, at de samme briller også giver adgang til kamera, musik, opkald og AI-funktioner. For denne målgruppe giver Meta Glasses faktisk god mening. Brillerne bliver en naturlig del af hverdagen, fordi man allerede går med dem.

For personer, der normalt ikke bruger briller, er situationen en anden. Her er jeg betydeligt mere i tvivl om, om det giver mening at købe Metas briller. Jeg har svært ved at forestille mig, at mange mennesker frivilligt vil gå rundt med et ekstra par briller hver dag alene for at få adgang til funktionerne. Risikoen er, at Meta Glasses efter den første begejstring ender med at ligge i en skuffe det meste af tiden.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Kameraet er den mest overbevisende funktion

Hvis der er én funktion, som får Meta Glasses til at skille sig ud, er det kameraet. Det er ganske enkelt praktisk at kunne tage billeder eller optage video uden at finde telefonen frem.

Særligt på rejser, til arrangementer eller når man bevæger sig rundt i byen, er det let at forevige øjeblikke med et enkelt tryk på brillestangen. Optagelserne får samtidig et mere naturligt perspektiv, fordi de viser verden præcis, som brugeren oplever den.

Billedkvaliteten er fornuftig uden at være spektakulær. I godt lys leverer Meta Glasses resultater, som uden problemer kan deles på sociale medier, men de kan naturligvis ikke konkurrere med de bedste smartphonekameraer.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Video er efter min mening den stærkeste del af kameraoplevelsen. Her giver perspektivet noget ekstra, som en telefon ikke nødvendigvis kan tilbyde. Og det kan bruges på andre måder end telefonen – så hvis man eksempelvis skal filme noget hvor man skal bruge begge hænder – en tutorial eller en unboxing (hvis man er til den slags) for eksempel – ja, så giver brillerne faktisk rigtigt god mening i forhold til at lave en uafbrudt video fra et perspektiv der giver mening.

Der er så den lille detalje med privatliv, for reelt ville man snildt kunne optage en video eller tage et billede uden at nogen kan se det. Men en lille diode i brillen viser at brillerne optager, og er faktisk ret tydelig. Den er svær at skjule (omend folk på nettet selvfølgelig har fundet ud af hvordan) og det skal den også være, når man tænker på de historier der har været om folk der har lavet video af halv- og helnøgne mennesker og delt det på nettet uden deres vidende. Problemet er så selvfølgelig også, at man ser lidt fjollet ud med en lysende prik på brillen, men det er så prisen hvis man vil bruge dem til video – og igen, det er en af brillernes største styrker.

Lyden er fin – men ikke mere end det

Meta markedsfører også Meta Glasses som en slags alternativ til traditionelle høretelefoner. Her er jeg mindre begejstret. Lydkvaliteten er absolut acceptabel. Podcasts lyder fint, telefonsamtaler fungerer godt, og musik kan sagtens nydes under en gåtur eller på vej til arbejde. Men jeg synes ikke, at lydoplevelsen er bedre end et par almindelige høretelefoner. Faktisk vil mange billige høretelefoner levere en markant bedre lydoplevelse, også dem der der bruger bone-conduction (Se eksempelvis disse) som er det samme som brillerne.

Derudover er der et andet problem. Det er overraskende let for personer i nærheden at høre, hvad man lytter til. Ved lav lydstyrke er det ikke et stort problem, men så snart man skruer lidt op, bliver privatlivet hurtigt udfordret – for at sige det mildt. Det betyder, at Meta Glasses fungerer bedst i situationer, hvor omgivelserne ikke er alt for stille. På et kontor, i et mødelokale eller i et stille togkupé kan man hurtigt blive bevidst om, at andre mennesker potentielt kan høre dele af det, man lytter til.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Middelmådig AI

Meta bruger meget energi på at fremhæve AI-funktionerne i Meta Glasses, men i praksis er det her, jeg er mest skeptisk. Bevares, teknologien virker. Man kan stille spørgsmål, få beskrivelser af omgivelserne, bede om oversættelser og få hjælp til forskellige opgaver. Men efter den første nysgerrighed oplever jeg sjældent, at AI-funktionerne gør en reel forskel i min hverdag. Problemet er ikke, at AI’en er dårlig. Problemet er, at den heller ikke er bedre end de mange andre AI-løsninger, vi allerede har adgang til på telefoner, computere og tablets. Jeg sidder derfor ofte tilbage med spørgsmålet: Hvorfor bruge AI gennem brillerne, når jeg kan få stort set det samme resultat andre, hurtigere og med mere dybde?

Det betyder ikke, at funktionen er ubrugelig. Der vil uden tvivl være situationer, hvor håndfri adgang til AI er praktisk. Men i min brug blev det mere en funktion, jeg demonstrerede for andre, end noget jeg aktivt brugte dag efter dag.

Og så kommer den HELT store hurdle. Jeg kommer ALDRIG til at forstå, hvorfor virksomheder lancerer noget, hvor man ikke kan bruge det lokale sprog ordenligt. Oversæt nu det hele til dansk så det virker. Det er ikke så svært. Man skal for eksempel give kommandoer som “take a photo” til brillerne. Og når man skal oversætte noget sker det fra et fremmedsprog til et andet. Og ja, jeg ved godt at vi danskere for de flestes vedkommende taler fint engelsk, men det er altså stadig ikke vores første sprog, og det giver udfordringer. Jeg er også klar over, at Meta langt fra er de eneste der fedter med at få oversat deres ting til små sprog (ja, jeg kigger på jer, Apple), men det bør være en forudsætning for at frigive ting på et lokalt marked, i stedet for en halvbagt løsning som er det vi får her.

Stadig på jagt efter sin målgruppe

Meta Glasses er et interessant produkt, fordi det viser, hvor langt smartbriller er kommet. De ser godt ud, fungerer stabilt og leverer de funktioner, de lover. Alligevel er jeg ikke overbevist om, at Meta Glasses er et produkt for hovedparten af brugerne endnu. Langt fra, faktisk.

For dem, der allerede bruger briller hver dag, kan de være et spændende supplement; kombinationen af almindelige briller, kamera, musik og enkelte AI-funktioner giver mening, når brillerne alligevel sidder på næsen fra morgen til aften. Og så skal man selvfølgelig også være klar på at tale engelsk til sine briller. Nogen gange.

For alle andre er regnestykket sværere. Kameraet er godt, men telefonen er næsten altid i lommen, og den er bedre til de fleste opgaver. Lyden er fin, men ikke bedre end traditionelle høretelefoner. AI-funktionerne virker, men giver sjældent en afgørende fordel sammenlignet med konkurrenternes løsninger, og det er lettere at bruge telefonen der også giver mere dybdegående svar.

Meta Glasses føles derfor som et produkt, der er tættere på fremtiden end de fleste tidligere smartbriller. Men de føles også som et produkt, der stadig leder efter den ene funktion, som gør dem uundværlige. Indtil den funktion dukker op, vil mange sandsynligvis opleve dem som spændende teknologi snarere end noget, de ikke kan undvære.

Du kan læse mere om Meta Glasses Wayfarer (Gen 2.) her.

Meta Glasses

Design - 75%
Ergonomi - 75%
Ydelse - 70%
Funktioner - 50%

68%

4.159 kr.

Meta Glasses kombinerer AI, kamera og lyd i et par almindeligt udseende briller, men det er stadig uklart, hvem de egentlig er lavet til

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.