TeknologiTophistorie

Trump trykker Apples Tim Cook på maven

Præsident Trump øger presset på Apple og kræver, at techgiganten flytter produktionen af iPhones fra Asien til hjemlandet.

Under et besøg i Qatar kritiserede Trump Apple-chef Tim Cook for planerne om at flytte hovedparten af iPhone-produktionen til Indien. Ifølge Trump sagde han direkte til Cook: “Vi er ikke interesserede i, at du bygger i Indien.”

Udmeldingen kommer efter, at Apple for nylig har meddelt, at man forventer, at indiske fabrikker skal levere størstedelen af de iPhones, der sælges i USA i de kommende måneder. Ifølge Financial Times planlægger Apple, at hele det amerikanske iPhone-salg – over 60 millioner enheder årligt – skal komme fra Indien inden udgangen af næste år.

 

Trump, der tidligere har rost Apple og fremhævet samarbejdet med selskabet, lod forstå, at tålmodigheden er ved at slippe op: 

“Vi har været meget flinke over for Apple og accepteret deres produktion i Kina i årevis. Men nu er det på tide, de producerer her”.

 

Ifølge Trump selv har samtalen med Tim Cook allerede ført til, at Apple “vil skrue op for produktionen i USA”. Apple har dog ikke kommenteret udtalelsen.

Apple har tidligere lovet at investere 500 milliarder dollars i USA over en fireårig periode, herunder i produktion af chips og servere. Men at rykke hele iPhone-produktionen til USA er lettere sagt end gjort.

Eksperter vurderer, at det vil koste adskillige milliarder og tage mange år at bygge et tilsvarende produktionsapparat op i USA. I dag bliver næsten alle iPhones fremstillet i Asien, hvor Apple har adgang til store fabrikker, højt specialiseret arbejdskraft og en leverandørkæde, der er finjusteret over årtier.

 

USA og Indien er i gang med at forhandle en bilateral handelsaftale, hvor første del forventes færdig i løbet af efteråret.

Hvordan Apple vil navigere mellem pres fra Washington og de praktiske fordele ved produktion i Asien, er endnu uvist. Men én ting står klart: Trump har gjort det til en politisk mærkesag, at verdens mest populære smartphone skal bygges på amerikansk jord.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.