×
ElbilerTophistorie

Tyrkiske Togg T10X kommer til Danmark

Nu sendes det tyrkiske prestigeprojekt Togg T10X på vejene i hjemlandet, men næste år kommer bilen også til Danmark.

Til sommer sender tyrkiske Togg sin første elbil, Togg T10X, ud til kunderne. Efter et tilløb på snart fire år, har det statsstøttede tyrkiske konsortium nu åbnet for bestillinger. I første omgang skal bilen kun på gaden i Tyrkiet, men Togg har også internationale ambitioner. Der sigtes efter en vesteuropæisk lancering i slutningen af 2024 – inklusive Danmark.

Indstigningsudgaven af Togg T10X hedder V1. Den er baghjulstrukken med en motor, der kan levere 160 kW (218 hk). Den fås med to batteristørrelser. Det mindste batteri har en kapacitet på 52,4 kWh med en rækkevidde på 314 kilometer. Det store batteri er på 88,5 kWh og giver en rækkevidde på 523 kilometer.

Hurtigladning er muligt med op til 150 kW. Dermed kan modellen med det mindste batteri oplades fra 20 til 80 procent på under en halv time, oplyses det. Prisen for den billigste udgave starter på 950.000 tyrkiske lira, hvilket svarer til knapt 350.000 kroner. Bemærk at det er prisen med tyrkisk moms på 18 procent, den bliver altså ikke voldsomt mere dyr herhjemme.

Grundversionen V1 har som standard et omfattende infotainmentsystem med kunstig intelligens, et 12 tommer digitalt instrumentpanel og en infotainmentskærm med en diagonal på ikke mindre end 29 tommer. Du kan chatte med en digital assistent for at styre visse funktioner.

De dyrere Togg T10X V2-modeller inkluderer 19-tommer alufælge, grå tagræling, grå vinduesindfatninger og tågeforlygter. Betræk af kunstlæder (sort eller cremefarvet), elektrisk justerbare og opvarmede forsæder med memory-funktion og sædevarme i ryggen er også en del af V2-festen. Det samme gælder stemningsbelysning. V2-versionerne fås også med automatisk betjent bagklap, opvarmet forrude og adaptiv fartpilot med stop & go.

Tyrkisk prestigeprojekt

Senere vil der også komme en udgave med to 160 kW motorer og firehjulstræk. Men det stopper ikke der. AutoWeek kunne tidligere fortælle, at selskabet har konkrete planer om en elektrisk sedan og en elektrisk fastback-lignende model vil følge.

Togg blev præsenteret under stor fanfare i december 2019. Under ceremonien fortalte tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at den nye bil skal varsle en ny æra med bilproduktion i Tyrkiet. I det hele taget er Togg et stort prestigeprojekt for Tyrkiet. 78 procent af underleverandørerne er tyrkiske, mens resten kommer fra Asien og Europa. Når den lanceres, vil 51 procent af komponenterne i bilen være tyrkiske – og inden for tre år vil det tal stige til 66 procent, oplyses det.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.