Styresystemet i Volkswagen ID.3 giver ifølge rygterne tyskerne store problemer, men det forhindrer dem ikke i at vise os, hvordan softwaren burde fungere. I en serie videoer, der netop er blevet frigivet på Youtube, giver Volkswagen et indblik i både kabinen, det specielle ID. Light system og ikke mindst et frækt Head-Up display, der ser mildest talt spændende ud.
I videoen lægges der simpelthen en pil ind på forruden, der tilpasser sig omgivelserne i realtid. VW kalder det for Augmented Reality Head-up Display og det er et tilkøb, hvis man vælger en af de to mindste ID.3-varianter, men derimod standardudstyr i den største udgave. Om der er smurt tykt på med den digitale pensel efter videoen er blevet optaget, vides ikke, men godt ser det ud. Og brugbart, ikke mindst.
Videoen giver samtidig et ganske godt indtryk af instrumenteringen i kabinen. Se med her – og lad os gerne vide, om du er lige så begejstret, i kommentarfeltet nederst.
Artiklen fortsætter efter annoncen

