Apple har nu delt hovedlinjerne i programmet for årets udviklerkonference, WWDC 2025, som afholdes fra den 9. til 13. juni. Den åbner med en keynote mandag den 9. juni kl. 10.00 lokal tid (19.00 dansk tid), hvor Apple forventes at præsentere nyheder i blandt andet iOS og macOS. Her er det for de fleste mest interessant med den nye udgave af iOS, der ifølge rygterne burde få et ret gennemgribende redesign.
Efter keynoten følger den årlige Platforms State of the Union, hvor Apple giver et mere teknisk overblik over nye funktioner og værktøjer til udviklere. Begge præsentationer vil kunne ses online og vil også være tilgængelige on-demand.
Masser af nyt til udviklere
Ugen igennem vil Apple tilbyde en række tekniske sessioner med fokus på de seneste opdateringer i virksomhedens softwareplatforme. Udviklere får samtidig adgang til dokumentation, vejledninger og mulighed for at tale direkte med Apple-eksperter via online sessioner og diskussionsfora.
WWDC 2025 bliver afviklet online og henvender sig primært til udviklere, der arbejder med Apples økosystem. Vil du vide mere om WWDC kan du finde flere detaljer i Apples Pressemeddelelse her.