×
Gadgets

Ydelsen på Apples nye Macbook skuffer fælt

Foreløbige benchmarks tyder på, at du skal gå i en lang bue uden om Apples nye 12″ Macbook, hvis du vil have vitaminer i computeren. Den kan nemlig bedst sammenlignes med en fire år gammel Macbook Air – og guderne skal vide, at Air aldrig har været noget kraftcenter.

Det er nedslående målinger, foretaget med programmet Geekbench, der er dukket op i god tid inden Macbook rammer butikkerne. Målingerne blev foretaget på den mindste Macbook-model med Intels Core-M5Y31 1,1 Ghz processor, der kan turbo-boostes til 2,4 GHz.

Den bærbare scorede maksimalt 2044 point i single-core og 4475 i multi-core. Det svarer nogenlunde til 2011-udgaven af Macbook Air, der havde 1,8 GHz Intel Core i7-processor. Den seneste Macbook Air, der er udrustet med en 1,6 GHz i5 processor, scorer 5757 point i Geekbench.

Apple-skribenten Seth Weintraub, der står bag bl.a. 9to5Mac, kommer dog Macbook’en til undsætning i et tweet:

“Husk at den nye Macbook har flere pixels den skal skubbe end Air,” skriver han – og naturligvis har han en pointe. Men – hånden på hjertet – det er nok de færreste som vil blive fornøjede over, at den computer de lige har betalt i omegnen af 11.000 kroner for, er langsommere end en fire år gammel bærbar …

En unboxing-video fra Vietnam (!) viser i øvrigt at opladeren til den nye Macbook adskiller sig fra de øvrige Macbook Pro og -Air opladere, idet selve strømforsyningen er “løs” som ved opladeren til iPad og iPhone. Men hvor denne har et USB-stik i den ene ende og et Lightning-stik i den anden, så har Macbook-ledningen Lightning i begge ender. Se unboxing af Macbook-maskinen øverst.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.