Du behøver ikke bruge en halv million kroner for at få en elbil med god værdi. Selvom gennemsnitsprisen på en ny bil i Danmark ligger omkring 400.000 kroner, kan du stadig finde elbiler, der giver stor værdi til en lavere pris.
Flere mindre og mellemstore elbiler falder nu inden for prisklassen 250.000-300.000 kroner, hvilket gør dem overkommelige for flere danske bilkøbere.
De mest populære modeller som Tesla Model Y, Skoda Enyaq iV og VW ID.4 ligger stadig lidt over de 300.000 kroner. Men til 300.000 kroner kan du finde andre kompakte elbiler og mindre SUV’er, der både passer til budgettet og samtidig har gode funktioner og rækkevidde.
Her fremhæver vi fem elbiler, der giver god værdi i denne prisklasse. Vi tager udgangspunkt i startpriserne og nævner eventuelle tilvalg, der kan øge komforten eller rækkevidden.
De udvalgte modeller varierer i størrelse og dækker alt fra kompaktbiler over en sedan til mindre SUV’er. Modellerne er rangerede efter startprisen – den højeste pris først og billigst nederst. Nederst er der også en tabel med sammenligning af tekniske specifikationer på de fem valgte modeller.
Tesla Model 3 Fra 299.990 kr. Teslas Model 3 er det åbenlyse valg i prisklassen, hvis du er på udkig efter en sedan der giver fuld valuta for pengene. Tesla lancerede en opdateret udgave af Model 3 i slutningen af sidste år med omfattende forbedringer. Ifølge Tesla er mere end halvdelen af bilens komponenter blevet opdateret i denne udgave. Resultatet er en model med bedre komfort, mindre støj, forbedret aerodynamik og en længere rækkevidde.
Alle Model 3-varianter har fået en opdatering. Den mest prisvenlige model, med baghjulstræk, har en startpris på 299.990 kroner og leveres med 18-tommer hjul og en rækkevidde på op til 513 kilometer, hvilket gør den særdeles attraktiv.
Teslas modeller er tæt på fuldt udstyrede som standard, og Model 3 er ingen undtagelse. Der er dog mulighed for ekstraudstyr, som f.eks. anhængertræk til 9.500 kroner, mens panoramaglastag, interiørbelysning, opvarmede og ventilerede sæder med elektrisk justering samt ratvarme er inkluderet i prisen.
Volkswagen ID.3 Fra 249.995 kr.
Se videoen med vores første indtryk af den nye ID.3. Også Volkswagen ID.3 har fået en seriøs overhaling for nyligt. Den har fået et nyt design, der gør den frækkere og mere sporty udenpå – men også mere konventionel, så den ikke skriger elbil. De største ændringer er dog sket indenfor; den har nemlig fået et tiltrængt kvalitetsløft i kabinen. Det er stadig umiskendeligt en Volkswagen, men den centrale skærm er vokset og materialerne er ikke længere plukket fra nederste hylde.
Som man kan forvente fra Volkswagen, så er ID.3 en yderst velkørende bil. Der er også kommet rigtig godt styr på softwaredelen, der nu er blandt de bedste på markedet. I denne prisklasse anbefaler vi at man vælger Pro-udgaven, der har længere rækkevidde og hurtigere ladetider end den billigste variant. Pro’en har også varmepumpe som standard.
Et lille minus, i forhold til tre af de andre modeller i denne oversigt, er garantien, der kun er på to år. Her ligger både Volkswagen og Renault væsentlig lavere end de andre, der tilbyder op til 7 års garanti på bilen. Det er også en ulempe for nogle, at det ikke er muligt at få anhængertræk på ID.3.
Renault Megane E-Tech Fra 249.990 kr.
Se vores test af Renault Megane E-Tech. Okay, Renault Megane E-Tech er efterhånden en gammel traver, der ved første øjekast godt kan virke lidt træt i resten af selskabet. Men se lige det design. Og prøv lige at tage tur. Det er en charmerende bil, der er sjov at køre. Den blev aldrig Årets Bil – det gjorde søsteren Scenic E-Tech til gengæld – men Megane var første skud på de helt nye, ekstremt veldesignede, elbiler fra Renault.
Ligesom ID.3 er det en mindre bil, der ikke just er gavmild med benpladsen til bagsædepassagererne. Den har heller ikke verdens største batteri. Til gengæld giver bilens systemer ekstrapoint. Renault bruger Google Automotive og det virker.
Vi har valgt udgaven med det største batteri og Techno-udstyrspakken. Lige siden vi prøvede bilen første gang, har det været den variant, der gav mest mening. Den står p.t. til 284.990 kroner med en rækkevidde på 442 kilometer og 220 heste i stalden.
Ligesom Volkswagen giver Renault kun to års garanti på bilen, mod op til 7 år hos andre. Og ligesom det er tilfældet med ID.3, er det ikke muligt at sætte anhænger bag på Megane E-Tech. Fik vi sagt, den er hylende sjov at køre?
Kia EV3 Fra 269.900 kr. Kia EV3 er en kompakt SUV. Kia EV3 er den ye dreng i klassen. Bilen kan bestilles, men leveringerne er endnu ikke begyndt. Det er en såkaldt kompakt SUV der burde kunne bruges som primær bil af den lille familie. Når den kompakte elbil på 4,3 meter kommer til Danmark, bliver det med en startpris på 269.900 kroner. Her får du indgangsmodellen Access, som heldigvis inkluderer varmepumpe. Den har også nøglefri lås og start, vognbaneassistent, varme i rattet, bakkamera, parkeringssensorer, smart fartpilot samt trådløs Apple CarPlay og Android Auto.
Vores valg er Long Range-udgaven, der giver en rækkevidde på imponerende 604 WLTP-kilometer. Batteriet har en ladeeffekt på op it 128 kW, hvilket betyder, at den under optimale forhold lader fra 10-80 procent på 31 minutter.
En stor fordel ved EV3 er, at den har Kias gode nybilsgaranti på 7 år eller 150.000 kilometer, afhængigt af hvad der kommer først. Bilen er desuden praktisk med et bagagerum på 460 liter, en frunk på 25 liter og mulighed for både taglast og anhængertræk.
MG 4 Fra 209.999 kr. MG4 XPower er et monster af en bil i prisklassen. MG 4 er ikke køn – i hvert fald i min optik. Men hvis man vælger den såkaldte XPower variant, bliver man kompenseret med en urimelig muskuløs bil til få penge. Hele 435 heste har den lille bil, hvilket får den til at skyde fra 0-100 km/t på bare 3,8 sekunder.
Til gengæld er rækkevidden kort. Kun 385 WLTP-kilometer kan der trækkes ud af det 64 kWh-store batteri – et tal der med garanti falder støt, hvis man bruger de mange hestekræfter i alle lysreguleringerne. Der er heller ikke meget plads i bagagerummet, men der må da trods alt komme en lille trailer på bilen. Det er altså ikke en bil, der skal bruges som primær bil af den store familie. Til gengæld kan den nok lokke en yngre målgruppe til.
MG Motors følger Kia og giver hele 7 års garanti på både bilen og på batteriet.
Sammenligning af bilerne Herunder har vi samlet de tekniske specifikationer for de fem valgte biler i en overskueligt tabel.
Model Tesla Model 3 VW ID.3 Renault Megane Kia EV3 MG 4 Valgt variant Baghjulstræk Pro Long Range Techno Long Range Access XPower Rækkevidde 513 km 430 km 442 km 604 km 385 km Batterikapacitet 58 kWh 59 kWh 60 kWh 81,4 kWh 64 kWh Motor 256 hk 204 hk 220 hk 204 hk 435 hk 0-100 km/t 6,1 sekunder 7,6 sekunder 7,5 sekunder 7,7 sekunder 3,8 sekunder Ladeeffekt 11 kW / 170 kW 11 kW / 165 kW 22 kW / 130 kW 11 kW / 128 kW 11 kW / 140 kW Ladetid 10-80% 24 minutter 24 minutter 30 minutter 31 minutter 28 minutter Bagegerum 594 liter 385 liter 440 liter 460 liter 350 liter Anhængertræk 1.000 kilo Ikke muligt Ikke muligt 1.000 kilo 500 kilo Garanti på bil 5 år / 100.000 km 2 år 2 år 7 år / 150.000 km 7 år / 150.000 km Batterigaranti 8 år / 160.000 km 8 år / 160.000 km 8 år / 160.000 km 7 år / 150.000 km 7 år / 150.000 km Pris (vores valg) 299.990 kr. 299.995 kr. 284.990 kr. 289.900 kr. 259.999 kr.
(Priserne er hentet den 31. oktober 2024).