Nothing lancerer spektakulære hovedtelefoner

Nothing går all-in på design og attitude med deres første hovedtelefoner. Headphone (1) kombinerer gennemsigtige ørekopper, KEF-lyd og fysiske knapper i et opsigtsvækkende alternativ til markedets mere polerede topmodeller.

Kinesiske Nothing har i dag løftet sløret for virksomhedens første bud på et sæt premium-hovedtelefoner – og de er alt andet end diskrete. De nye Nothing Headphone (1) kombinerer gennemsigtige ørekopper med ukonventionelle kontrolknapper og et design, der allerede splitter vandene.

Hovedtelefonerne, der får en dansk pris på cirka 2.369 kroner, placerer sig lige under de absolutte topmodeller fra konkurrenter som Sony og Bose. Men hvor konkurrenterne ofte går efter et anonymt og afdæmpet udtryk, går kineserne i den stik modsatte retning. Headphone (1) er tydeligt inspireret af mærkets øvrige produkter med det karakteristiske, gennemsigtige look, der giver et kig ind i teknikken.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Designet har allerede vakt opsigt – både positivt og negativt. Og selskabets medstifter Carl Pei benyttede præsentationen til at sende en stikpille i retning af Sennheiser, der tidligere har udtalt, at de “aldrig kunne finde på” at lancere noget, der ser ud som Headphone (1).

Unik betjening uden touch

Men Headphone (1) handler ikke kun om at se anderledes ud. Nothing har også skabt et betjeningssystem, der adskiller sig fra konkurrenterne. Frem for berøringsfølsomme felter får brugerne fysiske knapper med hver sin form og funktion.

Her finder man blandt andet “The Roller”, “The Paddle” og “The Button”, der henholdsvis styrer volumen, sangskift og støjreduktion. Desuden introduceres en særlig “Channel Hop”-funktion, som med ét tryk lader brugeren skifte mellem lydkilder og apps.

– Vi ville skabe noget, der ikke bare lyder godt, men som føles anderledes fra det øjeblik, du tager dem på, siger Adam Bates, der er selskabets designchef.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Støjreduktion og KEF-lyd

Headphone (1) byder naturligvis på aktiv støjreduktion, som er standard i prisklassen i 2025. Batteriet lover op til 35 timers spilletid med støjreduktion aktiveret – eller hele 80 timer uden.

Lyden er udviklet i samarbejde med det britiske high-end-mærke KEF og baseres på specialbyggede 40 mm-drivere. Derudover understøtter Headphone (1) både Hi-Res Audio, LDAC samt tilslutning via USB-C og klassisk 3,5 mm jackstik. De er også IP52-certificerede mod støv og vandstænk.

Hovedtelefonerne kan forudbestilles fra den 4. juli via Nothings egen webshop, og de første enheder burde lande hos køberne fra den 15. juli.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.