Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men dette er altså Apple AirPods Max 2, der blev lanceret mandag, som rosinen i pølseenden, efter et væld af lanceringer ugen forinden. Denne gang handler det ikke udelukkende om pæn lyd og et eksklusivt design. Med ny H2-chip, stærkere støjreduktion og en række smarte funktioner forsøger Apple nu at gøre sine over-ear-hovedtelefoner mere relevante i hverdagen – og ikke kun for dem, der vil betale dyrt for et Apple-logo.
Den nye model får funktioner, som hidtil har været fraværende eller bedre kendt fra Apples mindre AirPods-modeller. Det gælder blandt andet Tilpasset lyd, Opmærksomhed på tale, Stemmeisolering og Liveoversættelse. Samtidig lover Apple en tydelig forbedring af den aktive støjreduktion, som ifølge selskabet nu er op til 1,5 gange mere effektiv end i første generation.
Det er med andre ord ikke bare en forsigtig opdatering. Apple forsøger at gøre AirPods Max 2 til mere end luksushovedtelefoner. De skal også være klogere, mere fleksible og langt bedre i brug på farten.
Artiklen fortsætter efter annoncen

