×
TeknologiTophistorie

Apple gør det nemmere at finde forsvundne AirPods

Ny firmware-opdatering har gjort det væsentligt nemmere at finde AirPods hovedtelefoner gennem Find app'en.

Apple har udsendt en firmware-opdatering til AirPods Pro og AirPods Max, der gør det væsentligt nemmere at lokalisere de dyre dimser, hvis de er blevet væk. Integrationen med Find app’en er blevet dybere. Men opdateringen er ikke helt nem at få fingre i …

Hidtil har det været muligt at se, hvor hovedtelefonerne befandt sig, da de sidst var tilsluttet iPhone. Man kunne også få dem til at afspille en lyd, så de var nemmere at finde, hvis de var gledet ned under en sofapude. Men opdateringen udvider funktionaliteten markant.

Eksempelvis kan man nu aktivere tilstanden “Mistet”, så de kan lokaliseres af millioner af andre iPhones, iPads og Mac-computere. Kommer hovedtelefonerne indenfor Bluetooth-rækkevidde af en anden Apple-enhed, får du besked om hovedtelefonernes lokation. En teknologi, der også bruges med AirTags.

Apple har også tilføjet en anden AirTag-feature, nemlig “Find i nærheden”. Den gør det muligt at finde AirPods-hovedtelefoner, der har forputtet sig i hjemmet. Når tilstanden aktiveres, får du en brugerflade frem, der guider dig hen til hovedtelefonerne. Funktionen er dog ikke helt så præcis som på AirTag, da hverken AirPods Pro eller Max har indbygget U1-chip.

Sidst, men ikke mindst, har du også mulighed for at få en notifikation, hvis du efterlader dine hovedtelefoner – for eksempel på caféen. På samme måde som på AirTag.

Man skal dog væbne sig med tålmodighed. Opdateringen rulles nemlig langsomt ud til alle brugere – og man kan ikke manuelt opdatere AirPods, som man kan med andre Apple-enheder. I stedet sker det i baggrunden, når hovedtelefonerne er tilsluttet en iPhone.

Du kan dog tjekke, hvilken firmware-version AirPods er udstyret med (og om den nye er landet).

  1. Gå til Indstillinger på iPhone eller iPad.
  2. Vælg Generelt –> Om.
  3. Scroll ned og vælg dine AirPods på listen (de skal være aktiveret).
  4. Den nye firmware-version hedder 4A400.

Apple har skrevet mere om de nye funktioner i et supportdokument, der kan findes her.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.