YouTube tager over under VM 2026

FIFA og YouTube har indgået en ny aftale, der gør videoplatformen til et centralt samlingspunkt under VM 2026. Resultatet kan blive en turnering, der følger fansene tættere end nogensinde før.

YouTube skal spille en langt større rolle under VM i fodbold 2026 end tidligere. FIFA har nemlig indgået et officielt samarbejde med platformen, som i praksis skal gøre YouTube til et centralt sted for både højdepunkter, klip, skabere og udvalgt liveindhold under turneringen.

For fans betyder det én ting frem for alt: VM bliver endnu mere tilgængeligt, endnu mere konstant til stede – og endnu sværere at undgå.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

VM i 2026 afvikles i Canada, Mexico og USA, og med det nye samarbejde lægger FIFA op til, at turneringen ikke kun skal opleves foran tv’et, men også i lommen, på farten og via de creators, som mange yngre seere allerede følger tættere end traditionelle sportsværter.

Mere end bare highlights

Det opsigtsvækkende ved aftalen er ikke kun, at YouTube bliver en officiel platform omkring VM. Det er især, hvor meget indhold der nu åbnes op for. Mediepartnere får adgang til mere kampmateriale på tværs af formater. Det gælder blandt andet længere sammendrag, ekstra klip bag kulisserne, korte videoer til Shorts og video-on-demand-indhold, som kan holde interessen varm mellem kampene.

Samtidig åbnes der for noget, der kan ændre måden, mange følger VM på: For første gang får mediepartnere mulighed for at live-streame de første 10 minutter af hver kamp på deres YouTube-kanaler. Derudover kan udvalgte kampe også blive vist i fuld længde på YouTube via rettighedshaverne.

Det er med andre ord ikke bare snack-indhold. FIFA og YouTube skubber nu grænsen for, hvor meget af en global sportsbegivenhed der kan leve direkte på en åben videoplatform.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

FIFA går efter de unge seere

Samarbejdet handler også om noget langt større end selve kampene. FIFA vil tydeligvis tættere på de yngre målgrupper, som ikke nødvendigvis oplever sport gennem flow-tv eller klassiske sportsudsendelser. Her bliver YouTube-creators en vigtig brik. Ifølge aftalen får en række indholdsskabere særlig adgang til turneringen, så de kan dække VM fra nye vinkler. Det kan være personlige fortællinger, taktiske analyser, reaktioner og indblik bag kulisserne.

FIFA vil altså ikke længere kun vil eje kampen på banen, men også fortællingen omkring den. Og på YouTube er det ofte netop personlighed, nærvær og format, der afgør, hvad folk faktisk ser.

Gamle klassikere får nyt liv

FIFA vil også bruge samarbejdet til at åbne op for sit digitale arkiv på den officielle YouTube-kanal. Det betyder, at fans kan få adgang til ældre hele kampe og ikoniske øjeblikke fra VM-historien. Det er smart af to grunde. Dels bygger det forventning op før slutrunden, dels giver det FIFA en måde at holde liv i interessen længe før første kamp fløjtes i gang.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

For forbrugerne betyder det, at YouTube ikke kun bliver stedet, hvor man ser reaktioner og klip, men også et sted, hvor VM-historien bliver pakket ud for både gamle fans og en ny generation.

Det nye samarbejde viser ret tydeligt, hvor mediebilledet bevæger sig hen. YouTube er ikke længere bare platformen, hvor man ser uofficielle analyser, fanreaktioner og korte klip dagen efter. Platformen er på vej til at blive en reel del af den officielle VM-oplevelse. Læs eventuelt mere på Youtubes blog.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.