Elektronik

Badevægten har fået muskler

Withings BodyFit vil gøre op med den klassiske badevægt. Den nye smartvægt viser ikke bare, om du taber dig – men om det er fedt eller muskler, der ryger.

badevægt

Der er noget brutalt simpelt over en badevægt. Du træder op. Den blinker. Du sukker. Men vægten fortæller sjældent hele historien. For når tallet går ned, er det ikke nødvendigvis kun fedt, der forsvinder. Det kan også være muskler. Og det er især et problem, hvis du træner seriøst, er på slankekur eller bruger moderne vægttabsmedicin som GLP-1.

Det er præcis den blinde vinkel, Withings nu forsøger at ramme med BodyFit – en ny smartvægt, der vil gøre badeværelset en smule mere hightech.

Ser mere end bare kilo

Withings BodyFit ligner ved første øjekast en avanceret badevægt, men den har et lille trick i ærmet: et udtrækkeligt håndtag. Når du holder fast i det, sender vægten signaler gennem kroppen via otte elektroder og laver en 6-zoners analyse af din kropssammensætning. På cirka 20 sekunder får du ikke bare din vægt, men også et billede af, hvordan fedt og muskler er fordelt i kroppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder, at du kan følge med i, om træningen faktisk bygger muskler, om vægttabet mest kommer fra fedt – eller om kroppen begynder at tage af den muskelmasse, du helst vil beholde.

Withings hævder, at teknologien er valideret op mod DEXA-scanninger, som normalt bruges i kliniske sammenhænge, med op til 99 procent korrelation for fedtmasse og 98 procent for muskelmasse. 

Slankere er ikke altid sundere

Et lavere tal på vægten er nemlig ikke automatisk en succes. Det gælder især i en tid, hvor GLP-1-medicin som Wegovy og Ozempic har gjort hurtigt vægttab mere almindeligt. Her kan kiloene rasle af, men noget af tabet kan være muskelmasse. Og det er ikke ligegyldigt, hvis målet er en stærkere og sundere krop – ikke bare en lettere krop.

BodyFit forsøger derfor at gøre vægttab mindre til gætværk. Den viser blandt andet fedtmasse, muskelmasse og visceralt fedt – altså fedtet omkring de indre organer, som er særligt interessant for den langsigtede sundhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kort sagt: Den prøver at svare på det spørgsmål, en almindelig badevægt aldrig kan svare på: Hvad er det egentlig, du taber?

Appen skal oversætte tallene

Data alene gør ingen sundere. Det ved Withings godt. Derfor kobles BodyFit til Withings-appen, hvor målingerne samles over tid. Her skal brugeren kunne se tendenser i kroppen i stedet for bare at stirre på dagens vægt. Appen kan også give anbefalinger baseret på vaner og estimere kaloriebalance uden manuel madlogning.

Der følger desuden en måneds prøveperiode på Withings+, som blandt andet giver adgang til en AI-baseret sundhedsassistent. Den del skal nok tages med et gran salt.

Dyr – men ikke klinik-dyr

MERE OM SAMME EMNE:

Withings BodyFit koster 2.099 kroner i Danmark. Det gør den markant dyrere end en almindelig smartvægt, men billigere end Withings’ mere avancerede Body Scan, der koster 2.999 kroner og blandt andet har EKG. For de fleste er BodyFit derfor ikke en impulsvægt til badeværelset. Den giver mest mening for dem, der aktivt arbejder med vægttab, træning eller kropssammensætning – og som faktisk vil bruge dataene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Withings BodyFit kan købes fra 2. juni på Withings’ egen hjemmeside og kommer også til Amazon og udvalgte forhandlere som Proshop.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.