TEST: Dreame A3 AWD Pro

Dreame A3 stiller også krav til både opsætning og pengepung - til gengæld klipper den som en drøm

Robotplæneklippere er efterhånden blevet så gode, at det for mange ikke længere handler om, hvorvidt de kan klippe græsset. Spørgsmålet er i stedet, hvor lidt arbejde der er tilbage til ejeren bagefter. Her er Dreame A3 AWD Pro blandt de mest ambitiøse modeller på markedet. Med firehjulstræk, 360° LiDAR-navigation og kapacitet til store haver er det en robotplæneklipper, der tydeligvis sigter efter haveejerne der vil lave mindst muligt og stadig have et godt resultat.

Det gør prisen også. Med en vejledende pris på 20.999 kroner er Dreame A3 ikke et impulskøb. Til gengæld er det også en af de mest avancerede robotplæneklippere, jeg har haft mulighed for at teste – og jeg har testet en del. Jeg må indrømme, at Dreame virkelig ligger sig grundigt op i toppen af feltet af de mange robotter der har kørt rundt til test for mig – den har enormt mange styrker, men – naturligvis – også enkelte svagheder.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Det mest imponerende er måske i virkeligheden, hvor lidt man tænker over den, når først den er kommet i gang. Og det er vel i sidste ende det største kompliment, man kan give en robotplæneklipper.

Passer stort set sig selv

Selve opsætningen af Dreame A3 er egentlig ret ligetil. Appen guider gennem installationen, og det er forholdsvis nemt at få oprettet et kort over haven. Men jeg oplever også, at robotten er mere følsom over for netværksproblemer, end jeg har oplevet tidligere. Der er fin dækning i haven, og jeg har den endda på 2G – hvilket burde give endnu bedre og mere stabil forbindelse. Ikke desto mindre fedter den en del med at komme online, og først efter flere forsøg lykkedes det at få den til at installere en krævet firmwareopdatering.

Det gav ikke det mest polerede førstehåndsindtryk. Heldigvis er det primært noget, man møder under den første opsætning, og ikke noget der påvirker den daglige drift bagefter – her virker det til, at robotten holder sig i fornuftig forbindelse med nettet hele tiden. Så for at være ærlig forstår jeg slet ikke opstartsproblemerne.

Til gengæld er det vigtigt at bruge lidt ekstra tid på kortlægningen. Dreame A3 er dygtig til at navigere, men den er også så forsigtig, at et dårligt kort hurtigt kan koste effektivitet. Jo bedre haven er tegnet ind, desto bedre fungerer robotten i praksis. Jeg tog en ekstra omgang og lagde lidt ekstra plads til hvor den havde været forsigtig.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Når det er gjort, er oplevelsen tæt på det, Dreames marketing over. Dreame A3 kører ud, klipper græsset og vender tilbage igen uden at kræve ret meget opmærksomhed. Man kan ganske enkelt læne sig tilbage og lade robotten gøre arbejdet.

Klipperesultatet er noget af det bedste, jeg har set

Det vigtigste ved en robotplæneklipper er naturligvis resultatet på plænen. Her imponerer Dreame A3 fra første dag. Robotten klipper jævnt og ensartet, og plænen får hurtigt det velplejede udtryk, som mange drømmer om. Dreame A3 kommer samtidig overraskende tæt på kanterne. Der vil stadig være en mindre græskant enkelte steder, som skal trimmes manuelt, men det er en lille opgave sammenlignet med mange andre robotplæneklippere.

Forhindringsgenkendelsen er også blandt de bedste, jeg har oplevet. Dreame A3 undgår elegant stort set alle genstande i haven. Faktisk er den nogle gange næsten lidt for forsigtig. Et stort blad eller et løst dæksel kan være nok til, at robotten vælger at køre udenom.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Det er dog et luksusproblem. Jeg vil langt hellere have en robot, der er lidt for forsigtig, end en der kører direkte ind i havemøbler, legetøj eller andre genstande. Og når kortet er lavet perfekt er det minimalt hvor mange problemer, der opstår.

En af mine yndlingsdetaljer ved Dreame A3 er dens manøvredygtighed. Takket være små kuglelejer på selve forhjulene kan robotten nærmest dreje om sin egen akse. Det ser ganske enkelt fedt ud, når den arbejder i haven, og det gør samtidig navigationen både præcis og effektiv. Det gør også, at den kan komme en smule længere ud i hjørnerne end flere af konkurrenterne.

En af de funktioner, der adskiller Dreame A3 fra mange billigere robotplæneklippere, er firehjulstrækket. Dreame oplyser selv, at robotten kan håndtere stigninger på op til 50 procent, hvilket gør den velegnet til mere kuperede haver end gennemsnittet. Min testhave er dog relativt flad, så jeg har ikke haft mulighed for at udfordre den på stejle skråninger. De få steder, hvor græsplænen hælder en smule, klarer Dreame A3 sig dog uden problemer overhovedet. Robotten virker generelt meget sikker i sine bevægelser, og kombinationen af firehjulstræk og den præcise navigation betyder, at den aldrig virker usikker eller mister grebet, selv når underlaget bliver lidt mere udfordrende.

Fremragende hardware møder en app, der stadig kan blive bedre

Dreame A3 er uden tvivl en af de mest støjsvage robotplæneklippere, jeg har prøvet. Den kan køre i baggrunden uden at tiltrække sig nævneværdig opmærksomhed, selv mens man sipper rose på terrassen, og det gør det langt nemmere at lade den arbejde på forskellige tidspunkter af dagen. (Jeg har stadig mararidt om at den har kørt et pindsvin ned om natten, så jeg lader den helst køre om dagen.)

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Appen er til gengæld ikke helt på samme niveau som hardwaren. Funktionerne er der, men oplevelsen føles ikke altid lige gennemført. Der er stadig mærkelige oversættelser flere steder i brugerfladen, og det får softwaren til at virke mindre poleret, end resten af produktet egentlig fortjener.

Jeg oplevede også jævnligt, at appen reagerede lidt langsomt på input. Der kan gå et øjeblik fra man trykker på en funktion, til der sker noget. Det lyder som en lille ting, men det betyder i praksis, at man ofte når at trykke igen, fordi man tror, at kommandoen ikke er registreret.

Dyr, men pengene værd

Prisen på 20.999 kroner betyder naturligvis, at Dreame A3 ikke er for alle. Men hvis budgettet er til det, får man en robotplæneklipper, der leverer et fremragende klipperesultat, imponerende navigation og et støjniveau, der er blandt de laveste, jeg har oplevet. Dreame A3 er ikke perfekt, men den er tættere på end de fleste konkurrenter, og jeg tøver ikke med at anbefale den.

 

Dreame A3 AWD Pro 2500 360° LiDAR

Design - 80%
Byggekvalitet - 85%
Ydelse - 90%
Funktioner - 85%
App - 60%
Intelligens - 80%

80%

20.999 kr

Dreame A3 er en af de mest avancerede robotplæneklippere på markedet - men også i den dyre ende. Sammenholder man den med konkurrenterne klarer den sig dog så godt, at den stadig får en topkarakter hos os.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.