Zeekr skruer markant op for ambitionerne med den nye 9X. Den store SUV bliver mærkets dyreste og mest luksuriøse model i Europa – og samtidig den første Zeekr herhjemme, som ikke udelukkende kører på strøm.
9X benytter mærkets nye Super Hybrid-system med to elmotorer, et stort batteri og en benzinmotor. Ved normal kørsel er det elmotorerne, der driver bilen, mens benzinmotoren primært producerer strøm. Ved høj fart og kraftig acceleration kan den dog også trække direkte på forhjulene.
Det gør i praksis Zeekr 9X til en avanceret plugin-hybrid snarere end en elbil med ekstra rækkevidde.

Lader hurtigere end de fleste elbiler
Drivlinjen bygger på en 900-voltsarkitektur, og Zeekr hævder, at batteriet kan lades fra 10 til 80 procent på blot 9,5 minutter. Den samlede rækkevidde oplyses til op mod 737 kilometer.
Tallene er dog foreløbige og endnu ikke europæisk typegodkendt. Zeekr fortæller heller ikke, hvor langt bilen kan køre på strøm alene.
Stor bil med plads til både bagage og campingvogn
Kabinen er indrettet til seks personer og byder blandt andet på nappalæder, træ, mikroruskind og et næsten fladt Business Class-sæde på anden række. Hertil kommer et 47-tommer head-up-display, en 17-tommer OLED-skærm og et Naim-anlæg med hele 32 højttalere.


Trods tre sæderækker er der ifølge Zeekr 677 liter bagageplads. Lægges de bageste sæder ned, vokser kapaciteten til 2.148 liter. Bilen må desuden trække op til 2.000 kilo.
Luftundervogn, aktive støddæmpere, lidar og et omfattende udvalg af kameraer og radarer skal gøre 9X både komfortabel og teknologisk avanceret.
Zeekr har endnu ikke offentliggjort dansk pris eller lanceringsdato. Men med seks sæder, benzinmotor og et udstyrsniveau i den tunge ende ligner 9X alt andet end en billig fornøjelse.












