Ny elbilstøtte på vej? Regeringen undersøger svensk model

Regeringen har bedt en ekspertgruppe se nærmere på Sveriges nye elbilstøtte. Det kan varsle et skifte fra brede afgiftsfordele til mere målrettet hjælp til bestemte bilkøbere.

Den danske støtte til elbiler kan være på vej til at ændre karakter. Regeringen har bedt den ekspertgruppe, der arbejder med fremtidens bilafgifter, undersøge, hvordan elbiler kan blive et realistisk valg for flere indkomstgrupper. Her nævnes den nye svenske støtteordning direkte som inspiration.

Det betyder ikke, at regeringen har besluttet at droppe de nuværende afgiftsfordele. Men det virker usandsynligt, at staten på længere sigt både vil fastholde brede afgiftsrabatter og samtidig indføre en ny kontant støtteordning.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Op mod 45.000 kroner til en elbil

Sverige har valgt en model, hvor støtten målrettes husstande med lavere indkomster og borgere i områder, hvor bilen kan være svær at undvære. Her kan man samlet få op til 64.800 svenske kroner – omkring 45.000 danske kroner – til køb eller leasing af en ny eller brugt elbil.

Hovedparten udbetales med 1.300 svenske kroner om måneden i tre år. De laveste indkomstgrupper kan desuden få op til 18.000 svenske kroner ekstra ved starten.

Der følger dog en række krav med. Bilen må blandt andet højst koste 450.000 svenske kroner, og man kan som udgangspunkt ikke få støtte, hvis husstanden allerede har haft elbil eller plugin-hybrid inden for det seneste år.

75 procent af ordningen finansieres gennem EU’s Sociale Klimafond.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Kan betyde farvel til brede elbilfordele

Den svenske model er interessant, fordi den vender den traditionelle elbilstøtte på hovedet. I stedet for at gøre elbiler billigere for alle gennem lavere afgifter går pengene direkte til de grupper, som har sværest ved at betale merprisen for en elbil. Det kan derfor også blive en politisk begrundelse for gradvist at skrue ned for de generelle danske afgiftsfordele.

”Der er al mulig grund til at gøre elbilen mere tilgængelig for de mindre velstillede samfundsgrupper. Markedet for elektriske biler er stadig ungt, og derfor ligger brugtpriserne gennemsnitligt markant højere end for fossilbiler. Derfor er elbiler fortsat uden for rækkevidde for visse samfundsgrupper,” siger Gitte Seeberg, der er adm. direktør for Autobranchen Danmark.

Regeringen har endnu ikke lagt sig fast på en model. Ekspertgruppen skal aflevere sine første anbefalinger i løbet af efteråret 2026, hvor netop de kortsigtede ændringer af bilafgifterne skal behandles.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Først derefter ved vi, om den svenske model blot bliver inspiration – eller begyndelsen på en markant anderledes dansk elbilpolitik.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.