Elbiler

Ioniq 3 udfordrer ID.3 og Renault 5 på prisen

Hyundai har sat danske priser på den nye Ioniq 3. Den kompakte elbil starter ved 209.995 kroner og kan køre op til 496 kilometer på en opladning.

Ioniq 3

SUV’en har efterhånden bredt sig som skvalderkål på det danske elbilmarked. Hyundai går nu den modsatte vej. Den nye Hyundai Ioniq 3 er en lavere, kompakt hatchback, og nu er de danske priser landet. Den begynder ved 209.995 kroner, kan bestilles fra i dag og kommer til Danmark i slutningen af oktober.

Det placerer modellen midt i et efterhånden meget varmt felt af mindre og billigere elbiler. Til gengæld kommer Hyundai med et par trumfer: masser af kabineplads, op til 496 kilometers rækkevidde og et helt nyt infotainmentsystem. Men den skarpe frapris kræver også et par kompromiser.

40.000 kroner for den lange rækkevidde

Basismodellen Ioniq 3 Select får et batteri på 42,2 kWh, 147 hk og en officiel rækkevidde på op til 344 kilometer. Den koster altså 209.995 kroner. Vil du have Long Range, vokser batteriet til 61 kWh og rækkevidden til 496 kilometer. Prisen begynder til gengæld ved 249.995 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og her kommer en lidt pudsig detalje: Den dyrere Long Range er faktisk mindre kraftig. Den yder 135 hk mod basismodellens 147 hk. Hyundais europæiske specifikationer angiver 0-100 km/t på henholdsvis cirka 9,5 og 8,7 sekunder. Begge modeller er forhjulstrukne og har 250 Nm.  Det er med andre ord rækkevidde og ikke fart, man betaler de ekstra 40.000 kroner for.

Billig udgave mangler vigtigt vinterudstyr

Der er også værd at kigge en ekstra gang på udstyrslisten, før man blot vælger den billigste bil. Select har blandt andet 12,9 tommer touchskærm, parkeringssensorer for og bag, LED-lys og en række førerassistenter. Men batterivarmer, varme i forsæderne og varme i rattet kommer først med Trend-udgaven.

Især batterivarmen er værd at notere sig i Danmark, fordi et koldt batteri kan gøre hurtigladningen markant langsommere om vinteren. Og netop opladningen er ikke Ioniq 3’s største partytrick.

Bilen bygger ganske vist på Hyundai-koncernens E-GMP-platform, men her i en 400-volts udgave. Hvor større modeller som Ioniq 5 har gjort 800 volt og meget korte ladestop til et Hyundai-kendetegn, bruger Ioniq 3 omkring 29 minutter fra 10 til 80 procent under optimale forhold.  11 kW AC-opladning er standard. En 22 kW-lader kan tilkøbes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Android flytter ind – men knapperne bliver

Ioniq 3 er samtidig den første Hyundai i Europa med Pleos Connect, mærkets nye infotainmentsystem baseret på Android Automotive OS. Det betyder blandt andet mulighed for apps direkte i bilen, navigation, OTA-opdateringer og Hyundais nye digitale tjenester. Hyundai vil på sigt rulle Pleos Connect bredt ud i koncernens biler. 

Heldigvis har koreanerne ikke fået den idé, at en touchskærm nødvendigvis skal betjene alt. Der er fortsat fysiske knapper til blandt andet klima og lydstyrke. Skærmen måler 12,9 tommer i de billigere versioner, mens Prime får en større 14,6 tommer skærm.

441 liter bagage – med et lille forbehold

Ioniq 3 er 4,16 meter lang og har en akselafstand på 2,68 meter. Det er ikke nogen stor bil udefra, men elbilplatformen giver forholdsvis god plads i kabinen, loves det. Hyundai producerer modellen på sin fabrik i Izmit i Tyrkiet, og bilen er udviklet med særlig fokus på europæiske forhold. 

Hyundai opgiver bagagekapaciteten til 441 liter, men tallet kræver en lille fodnote. Selve bagagerummet er på 322 liter, mens yderligere 119 liter findes i en stor opbevaringskasse under gulvet.  Til gengæld må bilen trække op til 750 kilo, så en mindre trailer er ikke noget problem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

iNPUT skal til Tyrkiet for at prøvekøre Ioniq 3 om en uges tid, så hold øje med disse sider, hvis du vil vide mere om, hvordan den kører.

Hyundai Ioniq 3SelectTrendPrimeN LineN Line EVO
Batteri42 / 61 kWh42 / 61 kWh61 kWh61 kWh61 kWh
Rækkevidde (WLTP)Op til 344 / 496 kmOp til 344 / 496 km*Op til 496 km*Op til 496 km*Op til 496 km*
Ydelse147 / 135 hk147 / 135 hk135 hk135 hk135 hk
AC-opladning11 kW11 kW11 kW11 kW11 kW
10-80 % DCca. 29 / 30 min.ca. 29 / 30 min.ca. 30 min.ca. 30 min.ca. 30 min.
Skærm12,9″12,9″14,6″
Vigtigt standardudstyrP-sensor for/bag, LED-lys, førerassistenter+ sæde- og ratvarme, batterivarmer, trådløs opladning+ 360° kamera, Bose, matrix-LED, fjernparkeringN Line-design, sportsligt interiørN Line-design + højeste udstyrsniveau
Pris fra209.995 / 249.995 kr.Ikke oplystIkke oplystIkke oplystIkke oplyst
* Den konkrete WLTP-rækkevidde vil variere med udstyr og hjulstørrelse, så 496 km er maksimal rækkevidde for Long Range, ikke nødvendigvis rækkevidden for alle Long Range-varianter. Hyundai skriver selv, at rækkevidden afhænger af udstyrsvariant og ekstraudstyr. 

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.