Elbiler

Prøvekørt: Hyundai rammer plet med Ioniq 3

Hyundais nye Ioniq 3 er landet med et opsigtsvækkende design og priser fra 209.995 kroner. Jeg har tilbragt en hel dag bag rattet i Tyrkiet. Især én ting overrasker positivt.

Ioniq 3
Hyundai Ioniq 3 og undertegnede (foto: iNPUT)

ISTANBUL, TYRKIET: Ja, jeg ved det; designet på bagenden skal nok skille vandene – og så har flere medier kaldt Hyundai Ioniq 3 alt for dyr. Designet er en smagssag, men jeg synes faktisk ikke, Ioniq 3 er for dyr. Nu skal du høre hvorfor …

135 hestekræfter. Det lyder ikke ligefrem ophidsende i en tid, hvor selv almindelige familieelbiler har kræfter nok til at udfordre sportsvogne fra en anden tidsalder. Og når man samtidig betragter Hyundais nye Ioniq 3 i den sportslige N Line EVO-udgave, skulle man tro, at der gemte sig noget ganske andet under karrosseriet. Men lad dig ikke narre af de store fælge og den markante hækspoiler. Ioniq 3 er ingen elektrisk GTI.

Det viser sig til gengæld, at Hyundai har andre og måske vigtigere kvaliteter i ærmet. Efter en hel dag med den nye elbil på vejene omkring Istanbul er jeg faktisk ret begejstret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere køreglæde end hestekræfterne antyder

Lad os begynde med det vigtigste: Hyundai Ioniq 3 er virkelig velkørende. På de snoede bjergveje omkring Istanbul viser den en side af sig selv, som efterhånden er blevet en sjældenhed blandt nye elbiler. Den føles let på tå, reagerer villigt på retningsskift og har en behagelig balance mellem komfort og køreegenskaber.

Nej, den er ikke direkte sjov på samme måde som eksempelvis Renault 5. Den franske elbil har mere personlighed bag rattet og lægger i højere grad op til, at man tager den lange vej hjem. Men Ioniq 3 er væsentligt mere levende end de mange høje og tunge SUV’er, som ellers dominerer elbilmarkedet. Den føles simpelthen mere som en traditionel personbil. Og det er ment som en stor kompliment.

Det er også her, man bliver mindet om, at gode køreegenskaber ikke nødvendigvis kræver et overflødighedshorn af hestekræfter. For motorkraften er bestemt ikke imponerende. Long Range-udgaven leverer beskedne 135 hk og skal bruge 9,5 sekunder på at nå 100 km/t. Den sportsligt udsmykkede N Line EVO er endda en anelse langsommere med sine 9,6 sekunder.

Det er rigeligt til almindelig kørsel, men accelerationerne er ikke noget, der får passagererne til at gribe efter håndtaget over døren. Man kunne sagtens ønske sig 50 ekstra hestekræfter. Men det ville næppe gøre Ioniq 3 til en markant bedre hverdagsbil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overraskende lavt strømforbrug

Dagens største overraskelse kommer imidlertid fra bilens forbrugsmåler. Under prøvekørslen var Ioniq 3 både på snoede bjergveje og motorvejsstrækninger, hvor hastigheden nåede op på 140 km/t. Alligevel endte det samlede strømforbrug på omkring 15 kWh/100 km.

Det er bemærkelsesværdigt lavt. Især fordi prøvebilen var den dyreste N Line EVO med 19-tommerhjul, der på papiret er den mindst energieffektive udgave af Ioniq 3.

Hyundai opgiver selv et WLTP-forbrug på 15,5 kWh/100 km for netop denne version. At lande omkring 15 kWh/100 km på en varieret rute med både bjergkørsel og høj motorvejshastighed er derfor et særdeles positivt første indtryk.

Hvis bilen kan levere noget tilsvarende på danske veje, bliver det svært ikke at være imponeret, for Ioniq 3 føles bestemt ikke som en mikrobil. Tværtimod. Med sine godt 4,16 meter i længden, en rummelig kabine og et bagagerum på samlet 441 liter er der tale om en ganske anvendelig bil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er dog værd at bemærke, at de 441 liter inkluderer et stort opbevaringsrum under bagagerumsgulvet. Selve det almindelige bagagerum er på 322 liter.

Og så skal de cirka 15 kWh/100 km naturligvis tages med et forbehold. Det er en måling fra en enkelt dags blandet kørsel – ikke vores sædvanlige standardiserede motorvejstest i Danmark. Den glæder jeg mig allerede til at gennemføre.

Et design, der tør være anderledes

Det er ikke kun bag rattet, Ioniq 3 gør et godt indtryk. Jeg er også ret begejstret for designet. Både udvendigt og indvendigt. Hvor mange af konkurrenterne forsøger at ligne små SUV’er, går Hyundai en helt anden vej med en lavere, mere strømlinet femdørs karrosseriform. Den skarpe front, den markante taglinje og den usædvanlige bagende giver bilen sit helt eget udtryk.

Kabinen fortsætter de anderledes takter. Instrumentbordet er moderne og visuelt interessant, uden at Hyundai helt har opgivet de mere traditionelle betjeningsmuligheder. Der er fortsat fysiske knapper til blandt andet klimaanlægget. Med Ioniq 3 tager Hyundai samtidig hul på en helt ny digital æra. Bilen er den første europæiske Hyundai med Pleos Connect, et helt nyt infotainmentsystem baseret på Android Automotive, som på sigt skal finde vej til resten af modelprogrammet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det mærkes især på den store trykfølsomme skærm, der med sine 14,6 tommer dominerer instrumentbordet i den prøvekørte N Line EVO. Brugerfladen minder mere om en smartphone end et traditionelt bilsystem. Her kan man blandt andet tilpasse skærmbilledet, benytte Google Maps og få adgang til apps direkte i bilen via Hyundais nye appbutik. Apple CarPlay og Android Auto fungerer desuden trådløst.

Hyundai introducerer også stemmeassistenten Gleo AI, der skal kunne forstå almindeligt talesprog og hjælpe med alt fra navigation til betjening af bilens funktioner. Heldigvis er Hyundai ikke gået helt Tesla-amok. Der er stadig fysiske knapper til blandt andet klimaanlægget, og det er en klar fordel i hverdagen.

Den store 14,6-tommers skærm er i øvrigt forbeholdt de dyrere udgaver. Select og Trend har som udgangspunkt en 12,9-tommers skærm, mens den separate digitale instrumentering heller ikke er standard i den billigste Select.

Her halter Hyundai efter konkurrenterne

Der er naturligvis også kompromiser. Først og fremmest er det ikke en bil for dem, der prioriterer acceleration. Konkurrenter som Volkswagen ID. Polo og Cupra Raval kan levere over 200 hk i udgaver, der faktisk koster mindre end den prøvekørte Ioniq 3. Det er noget af en forskel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opladningen er heller ikke klassens hurtigste. Hyundai oplyser omkring 30 minutter fra 10 til 80 procent på en lynlader under optimale forhold. Det er bestemt brugbart, men flere af konkurrenterne klarer samme disciplin på cirka 24 minutter.

Og så er der prisen. For mens Ioniq 3 begynder ved 209.995 kroner, koster Long Range med det store batteri fra 249.995 kroner. Den fuldt udstyrede N Line EVO, jeg havde med på tur, koster hele 294.995 kroner. Det er mange penge for en forholdsvis lille elbil med 135 hk.

Til gengæld får man blandt andet sportsligt design, 19-tommerfælge, et stort skærmsystem, avancerede førerassistenter, 360-graderskamera, BOSE-lydanlæg og støjdæmpende ruder.

Sådan klarer Ioniq 3 sig mod konkurrenterne

Konkurrencen i klassen for kompakte elbiler er efterhånden benhård. Volkswagens nye ID. Polo er allerede på markedet. Samtidig er Cupra Raval og den teknisk beslægtede Kia EV2 oplagte alternativer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det interessante er, at Ioniq 3 Long Range Select har den længste officielle rækkevidde i sammenligningen. Den koster præcis det samme som VW ID. Polo Style, men giver 44 kilometer længere rækkevidde og varmepumpe som standard. Til gengæld får man 76 hk mere hos Volkswagen, og ID. Polo klarer lynladning fra 10 til 80 procent på 24 minutter mod Hyundais cirka 30 minutter.

Hyundai Ioniq 3 Long Range SelectHyundai Ioniq 3 Long Range TrendVW ID. Polo StyleCupra Raval EnduranceKia EV2 Long Range Prestige
Rækkevidde (WLTP)496 km487 km452 km444 km453 km
Batterikapacitet (netto)Ca. 58 kWh*Ca. 58 kWh*52 kWh52 kWhCa. 58 kWh*
Forbrug (WLTP)13,7 kWh/100 km14,0 kWh/100 km13,4 kWh/100 km13,7 kWh/100 km14,9 kWh/100 km
Motor135 hk135 hk211 hk211 hk135 hk
Moment250 Nm250 Nm290 Nm290 Nm250 Nm
Acceleration 0-100 km/t9,5 sek.9,5 sek.7,1 sek.7,1 sek.9,5 sek.
Ladeeffekt (AC/DC)11/120 kW11/120 kW11/105 kW11/105 kW11/120 kW
Ladetid (10-80 %)30 min.30 min.24 min.24 min.30 min.
Bagagerum441 / 1.213 liter441 / 1.213 liter441 / 1.243 liter441 liter362 / 1.201 liter
Trækkrog (med bremser)750 kg750 kg1.200 kg1.200 kg750 kg
VarmepumpeStandardStandard+7.995 kr.+8.000 kr.Standard
Sæde- og ratvarme+5.495 kr. (sædepakke)StandardStandardStandardStandard
Nybilsgaranti5 år / ubegrænset km5 år / ubegrænset km5 år / 150.000 km5 år / 150.000 km7 år / 150.000 km
Pris249.995 kr.259.995 kr.249.995 kr.234.990 kr.214.999 kr.
Pris inkl. varmepumpe249.995 kr.259.995 kr.257.990 kr.242.990 kr.214.999 kr.
Batterierne på 58 kWh er anslået nettoindhold. Hyundai og Kia opgiver selv en nominel kapacitet på 61 kWh. Hyundais bagagerum på 441 liter inkluderer et ekstra rum på 119 liter under gulvet. Kia-tallet gælder femsædersudgaven.

Når varmepumpen regnes med, koster VW ID. Polo Style kun 2.005 kroner mindre end Ioniq 3 Long Range Trend. Hyundai har 35 kilometer længere officiel rækkevidde, mens Volkswagen har 76 hk mere, lader hurtigere og må trække 450 kg mere. Det er en reel afvejning mellem rækkevidde og præstationer – ikke bare et spørgsmål om, hvilken bil der er billigst.

Så Hyundai vinder ikke på alle parametre. Men den taber bestemt heller ikke på prisen alene.

Er Hyundai Ioniq 3 for dyr? Faktisk ikke

Flere medier har kritiseret Hyundai Ioniq 3 for at være for dyr. Men det synes jeg faktisk ikke er helt rimeligt. Tag eksempelvis Ioniq 3 Long Range Select til 249.995 kroner. Her får du 496 kilometers officiel rækkevidde, varmepumpe, adaptiv fartpilot og en ganske veludstyret elbil. Til sammenligning koster Volkswagen ID. Polo Style præcis det samme, men har 44 kilometer kortere rækkevidde og kræver yderligere 7.995 kroner for en varmepumpe. Til gengæld får du hele 211 hk hos Volkswagen mod blot 135 hk i Hyundai.

Cupra Raval Endurance er også billigere med sine 234.990 kroner og byder ligeledes på 211 hk. Men også her skal du betale ekstra for varmepumpen, og rækkevidden er 52 kilometer kortere end i Hyundai. Begge konkurrenter lader dog hurtigere.

Den måske hårdeste konkurrent kommer faktisk fra Hyundais eget hus. Kia EV2 Long Range Prestige koster kun 214.999 kroner og har både varmepumpe, sædevarme, ratvarme og batteriforvarmning som standard. Til gengæld må den nøjes med op til 453 kilometers rækkevidde og et mere SUV-præget design.

Personligt ville jeg vælge Ioniq 3 Long Range Trend til 259.995 kroner. Her får man blandt andet sædevarme, ratvarme, trådløs mobilopladning, digital instrumentering og batterivarmer oveni. Det er efter min mening 10.000 kroner godt givet ud.

Så nej, Hyundai Ioniq 3 er ikke klassens billigste elbil. Og den er bestemt heller ikke den hurtigste. Men den kombinerer flot rækkevidde, fornuftigt udstyr, et overraskende lavt strømforbrug og virkelig gode køreegenskaber på en måde, som gør prisen ganske rimelig.

En lille elbil med store kvaliteter

Efter en hel dag bag rattet i Hyundai Ioniq 3 er det svært ikke at være positiv. Den ser godt ud, kabinen er vellykket, og køreegenskaberne er markant mere engagerende, end man efterhånden er blevet vant til fra mange nye elbiler.

Men det er især det lave strømforbrug, der har gjort indtryk. Omkring 15 kWh/100 km efter en dag med både bjergveje og motorvejshastigheder op til 140 km/t er et resultat, der lover særdeles godt. Det gør Ioniq 3 til et interessant alternativ for bilkøbere, som gerne vil have en elbil med fornuftig rækkevidde.

Mit foreløbige valg er, som nævnt, Ioniq 3 Long Range Trend til 259.995 kroner. Her får man det, der efter en dag bag rattet fremstår som bilens største kvaliteter: De gode køreegenskaber, det vellykkede design, et lavt strømforbrug og næsten 500 kilometers officiel rækkevidde.

MERE OM SAMME EMNE:

Men før den endelige dom falder, skal Ioniq 3 en tur på vores danske motorvejsrute. Og så skal vi naturligvis også have undersøgt, om den kan holde, hvad Hyundai lover ved lynladeren.

iNPUT var inviteret til Istanbul af Hyundai Danmark, men de har ikke haft indflydelse på det redaktionelle indhold.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.