Elbiler

Lækre linjer på Alfa Romeo Cuorerosso

Alfa Romeo har løftet sløret for Cuorerosso, en opsigtsvækkende sportsvogn med vilde døre, klassiske detaljer og V6-hybrid.

Alfa Romeo

PARIS MOTOR SHOW: Alfa Romeo minder os om, hvorfor italienerne engang var blandt verdens mest eftertragtede bildesignere. Med den nye Cuorerosso har bilmærket skabt en sportsvogn, der ligner noget, som er kørt direkte ud af en bildesigners vildeste fantasier.

Og det er faktisk næsten præcis, hvad der er sket. Cuorerosso er nemlig en konceptbil, som Alfa Romeo netop har afsløret på biludstillingen i Paris. Den skal vise, hvordan fremtidens Alfa Romeo-modeller kommer til at se ud. Og hvis italienerne holder, hvad de lover, er der noget at glæde sig til.

Lav, bred og med usædvanlige døre

Cuorerosso er en firedørs coupé med plads til fire personer, men det er ikke ligefrem praktiske familiebilsdyder, der har stået øverst på designernes ønskeliste. Med en længde på 4,7 meter, en bredde på næsten to meter og en højde på blot 1,33 meter er bilen nærmest presset ned mod asfalten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Karrosseriet er præget af lange, flydende linjer, en markant front og en bagende, der trækker tydelige tråde til Alfa Romeos sportsvogne fra fortiden.

Særligt dørene stjæler opmærksomheden. De bagerste er hængslet bagtil og åbner derfor modsat de forreste. Samtidig er den traditionelle midterstolpe væk, hvilket giver en enorm åbning ind til kabinen. Dørhåndtagene er også forsvundet. I stedet åbnes dørene via berøringsfølsomme felter på taget.

Selv lakken er noget særligt. Den dybrøde farve, som Alfa Romeo kalder Liquid Ink Red, skifter nærmest til sort afhængigt af lysets indfaldsvinkel.

En V6’er er ikke død endnu

Selv om elektrificering fylder stadig mere hos Alfa Romeo, har italienerne ikke tænkt sig at begrave forbrændingsmotoren lige foreløbig. Som en del af konceptet præsenterer mærket nemlig en elektrificeret udgave af sin velkendte 2,9-liters V6-motor med dobbeltturbo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Motoren er tænkt kombineret med et hybridsystem, automatgear og firehjulstræk. Alfa Romeo har dog endnu ikke afsløret nogen samlet motorydelse.

Konceptet byder desuden på luftaffjedring, kulfiberkeramiske Brembo-bremser og elektronisk styring uden traditionel mekanisk forbindelse mellem rat og hjul. Det er med andre ord ikke kun designet, der er tænkt til at få pulsen op.

Fysiske knapper gør comeback

Også kabinen byder på en interessant blanding af fortid og fremtid. Alfa Romeo har hentet inspiration fra den legendariske 33 Stradale fra 1967. Det ses blandt andet i instrumenteringen, det førerorienterede cockpit og brugen af traditionelle betjeningsgreb.

I stedet for at lade en gigantisk skærm overtage hele instrumentbrættet har Alfa Romeo arbejdet med en kombination af digitale instrumenter, drejeknapper og fysiske kontakter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Instrumenterne foran føreren kan endda ændre form. To separate, runde instrumenthuse kan fysisk samles til én enhed, når føreren ønsker et mere koncentreret overblik.

Tre køreprogrammer – Cruise, Sport og Quadrifoglio – ændrer bilens karakter og den information, som føreren præsenteres for.

Det hele er skabt efter en ny designfilosofi, som Alfa Romeo kalder Bellezza Necessaria – nødvendig skønhed. Tanken er, at teknologi og design skal have et formål frem for blot at imponere.

Den dårlige nyhed …

Inden du begynder at spare op, er der dog en væsentlig detalje. Alfa Romeo har ingen planer om at sætte Cuorerosso i produktion. Bilen er udelukkende skabt for at vise, hvilken retning mærkets kommende modeller skal bevæge sig i. Og her er budskabet ganske interessant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Alfa Romeo vil fortsat satse på både rene elbiler og forskellige former for hybrider. Samtidig skal sportslige køreegenskaber og design spille en central rolle, uanset hvad der driver hjulene. Det betyder ikke, at den næste Giulia eller Stelvio kommer til at ligne Cuorerosso på en prik. Men flere af konceptbilens designgreb og tekniske løsninger kan finde vej til fremtidens Alfa Romeo-modeller.

Og det er måske det mest interessante ved Cuorerosso: Den bliver aldrig din, men noget af dens DNA kan sagtens ende i en Alfa Romeo, du faktisk kan købe.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER