12 danske elselskaber er kommet i myndighedernes søgelys og bliver nu undersøgt for, om de har fusket med priserne. Det skriver Jyllands-Posten, der har fået aktindsigt i sagen. Og det er nogle af landets største elselskaber, der nævnes i dokumenterne, deriblandt Ørsted, SEAS-NVE, Ewii og Nrgi.
Elselskabernes priser er under stram politisk kontrol, da der er tale om monopolforretning. Blandt andet har selskaberne indtægstslofter. Men ifølge Forsyningstilsynet udnytter nogle af selskaberne muligvis et smuthul i de såkaldte nettabsomkostninger. Når elektricitet transporteres, går noget af det tabt undervejs og for at kompensere for den strøm, der forsvinder, købes de manglende mængder hos strømhandelsselskaber, der opererer i fri konkurrence.
Elselskaber køber til overpris
Strømmen skal som udgangspunkt købes til markedspris, men der er mistanke om, elselskaberne, ved at købe den manglede strøm til overpris kan kanalisere penge fra monopolforretningen over i elhandelsselskabet, skriver avisen. Ifølge Forsyningstilsynet har de 12 selskaber indrapporteret enten større nettabsomkostninger eller en højere pris per kWh end de øvrige selskaber.
Artiklen fortsætter efter annoncen

