Der blæser meget nye vinde i USA lige for tiden. Præsident Biden er i højt gear ved at bringe USA tilbage i kampen imod klimaforandringer. I en tale i går kom der så et mål, der må siges at være ekstremt ambitiøst: Alle biler ejet af det offentlige i USA skal være elektriske.
Ekstremt mange elbiler
Ambitionen vil betyde, at omkring 645.000 biler skal udskiftes til elbiler. Det inkluderer alt fra politibiler til skraldevogne. Faktisk er flere af USA’s politienheder blevet udrustet med især Teslas Model 3, og indtil videre er der stort set udelukkende positive tilbagemeldinger (omend der dog også har været uheldige historier). Blandt andet har politiet i Bargersville, Indiana, meldt om besparelser på omkring 7.000$ på vedligehold af Model 3 – som har erstattet en Dodge Charger. Eftersom Bargersville er en ret lille politikreds kan man forestille sig ganske imponerende besparelser på landsplan.
Masser af postbiler
Næsten 22% af bilerne i den offentlige flåde i USA er små postlastbiler – og det er alligevel på tide at få skiftet dem ud, for de er i gennemsnit 28 år gamle. De har hverken airconditioning, centrallås eller airbags, så det må siges at være på tide at få skiftet til nye biler alligevel. Men nu skal det amerikanske postvæsen altså lede efter elbiler til at erstatte de gamle postbiler. Heldigvis er postbiler nærmest optimale i elversioner da de kører faste ruter og ofte ikke så mange kilometer pr. dag.
Artiklen fortsætter efter annoncen

