150 skolebørn har været inddraget i udviklingen af DR’s nye nyhedsapp, Ultra Nyt+, der lanceres i dag. Den skal – ved at bruge interaktive greb, børnene kender fra sociale medier, gøre nyheder relevante for dem. Men den sigter efter at give børnene et frirum fra netop de sociale medier, der for flere fører til stress og uro, fordi det let kan blive til en opskruet konkurrence, der ikke altid er af det gode, fortæller DR i en pressemeddelelsen.
– Det har været sjovt at se, at der blandt børnene er en tendens til, at man gerne vil kunne ytre sig anonymt og have et mere ’hemmeligt rum’, hvor man trygt kan afprøve sig selv og sine holdninger. Flere vil gerne kunne undgå at blive åbent bedømt af hverken voksne eller andre unge, fortæller Katrine Granholm, der er digital børneredaktør for Minisjang, Ramasjang, Ultra og DR Lær.
Ultra Nyt+ er derfor udarbejdet med det sigte at give et mere trygt og ikke-stressende tilbud til de unge. Et tilbud, der kombinerer underholdning, spejling og involvering med nogle trygge rammer til at udforske både gode og dårlige nyheder, der er relevante for dem, fortæller DR.
Artiklen fortsætter efter annoncen

