Fredag fremlagde TDC Group sit seneste kvartalsregnskab og det ligner ikke nogen fest. I perioden mellem april og juni smuttede 52.000 kunder fra selskabet og omsætningen faldt i forhold til samme periode sidste år. Alligevel formåede selskabet at tjene flere penge.
Det er primært fastnetkunderne, der smutter. De står for hele 36.000 af de 52.000 kunder, der er væk. Men også bredbåndskunderne tæller godt med. 16.000 bredbåndskunder valgte i de sidste tre måneder at stoppe samarbejdet med TDC. Det var dog trods alt mindre end i samme periode sidste år, hvor hele 34.000 bredbåndskunder opsagde abonnementet.
Kabel-tv-kunderne siver fortsat, men der er sat en finger i diget. De seneste tre måneder har 7.000 tv-kunder forladt butikken. I årets første kvartal var det tal 18.000 og i samme periode sidste år måtte TDC vinke farvel til voldsomme 41.000 tv-kunder. Dermed er der smuttet i alt 25.000 tv-kunder i årets første halvår.
Artiklen fortsætter efter annoncen

