Vanen tro har Apple udsendt invitationer til sin udviklerkonference WWDC, som i år foregår fra den 5. til den 9. juni. Begivenhederne vil foregå i Apple Park. De udviklere der ikke har mulighed for at rejse til Cupertino, kan naturligvis følge de mange oplæg og præsentationer online.
I invitationen fortæller Apple at vi vil få vist nye versioner af iOS, iPadOS, watchOS, tvOS og macOS. Det er der intet overraskende i, da WWDC er lejligheden, hvor Apple sædvanligvis viser sin nye software.
Men rygterne peger desuden på, at Apple langt om længe afslører sit VR-headset. Noget vi også har omtalt flere gange her på iNPUT. Tim Cook skulle eftersigende have krævet, at det blev klar til i år, inden konkurrenterne får for langt et forspring.
Artiklen fortsætter efter annoncen

