Anmeldelse: American Gods giver os troen på tv tilbage

Således starter American Gods med en flok vikinger, der efter en lang og besværlig rejse over havet ankommer på en ugæstfri kyststrækning af det, der mange år senere skal blive til USA. Efter en af dem øjeblikkelig bliver forvandlet til en nålepude af flere hundrede meget præcise pile, beslutter vikingerne sig til at vende næsen hjemad.

Blodig introduktion til serien og USA

Men der er ingen vind. Hvilket selvfølgelig skyldes at deres guder ikke kan finde dem så langt hjemmefra. For at få Odins opmærksomhed skærer de først et gudebillede i træ, derefter ofrer de hver især det ene øje. Men vinden tager ikke til, så næste offer er at brænde en af deres egen fulgt af et ekstremt blodigt slag indbyrdes, der får afhuggende lemmer til at flyve og farver den amerikanske strand rød af blod. Endelig kommer vinden og vikingerne kan atter forlade det ugæstfri land mens guden lades tilbage.

En storm er på vej

I nutiden sidder hovedpersonen Shadow Moon (Ricky Whittle, ’The 100’) i fængslet og føler også, at en storm er under opsejling. Han har drømme og forudanelser, mens han desperat tæller tiden til sin løsladelse, hvor han atter skal se sin hustru Laura. Men få dage før får han beskeden. Laura er død i et trafikuheld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På vej til hjembyen og den forestående begravelse møder Shadow en ældre enøjet herre med en ganske unik evne til at charmere andre til at gøre, hvad han vil have dem til. Manden kalder sig Mr. Wednesday (”hvilken dag er det i dag? Onsdag? Det er jo min dag”) spillet af Ian McShane (Deadwood).

Shadow Moon, der med et har mistet det, der holdt ham i live i fængslet, siger ja til at arbejde for Mr. Wednesday, og således starter en bizar rejse for Shadow ad amerikanske landeveje ind i en mystisk og mytisk gang Americana.

Guder og magi i det amerikanske midtvest

Magien findes, og mytologiens gamle guder bor i deres amerikanske udgaver stadig spredt over det store land. Med enkelte undtagelser er de svækkede af de manglende tilbedere og offergaver og henslæber et liv, der afspejler de mange andre, der er kommet til USA langvejs fra for blot at ramme bagsiden af den amerikanske drøm. Nu er de guder, der er tilbage, hustlere, ludere og lommetyve. Og selvom de måske nok stadig har en flig af deres gamle magi, så er deres styrke stærkt reduceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fleste afsnit af American Gods har en lille sekvens, der skildrer en af de gamle guders færd mod den nye verden. I andet afsnit er det den velklædte og veltalende Mr. Nancy, eller Anansi som han hed før mødet med Amerika, der hidkaldt af en desperat slave i bunden af et Hollandsk slaveskib opildner de forsamlede til oprør ved at fortælle præcis hvilke rædsler og generationers undertrykkelse, der venter dem og deres efterkommere i den nye verden. American Gods holder ikke igen, når det kommer til at skildre USA væsentligste problemer som race, og immigration – hvad enten den er frivillig eller tvungen – er en af seriens temaer.

En storm er på vej og forude venter et opgør mellem gamle og nye guder. Sammen med Mr. Wednesday skal Shadow køre af de små veje i de mere affolkede dele af USA for at rekruttere allierede til den forestående kamp.

De nye guder er færre men stærkere. De er legemliggjorte ideer, der i modsætning til de gamle guder aktivt tilbedes og modtager ofre: Medierne, teknologi, sammensværgelser og andre ideer, der her tager fysisk form. Og alle sammen vil de gerne bruge Shadow Moon i det opgør, der er på vej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blind tro på at serien kommer i gang

Blind tro er også vigtigt, når man begynder at se American Gods. Blind tro på, at historien på et eller andet tidspunkt begynder at give mening, og blind tro på, at de mange enkeltstående scener på et eller andet tidspunkt samler sig til et sammenhængende plot. Hvis man ikke har læst Gaimans bog, så skal man ikke efter et par afsnit forvente at vide, hvem de vigtigste karakterer er, hvilken rolle de allerede introducerede guder spiller, eller præcist hvor plottet er på vej hen.

Ligesom guderne kræver en del af Shadow Moon, så kræver American Gods en del af seeren. Fortællingen er fuld af abstrakte koncepter omkring tro og forskellen på de gamle og de nye guder, og Fuller og Green tager sig rigtig god tid med at etablere det hele. Samtidig så går Fuller all in på vilde drømme og blodig symbolisme – hvis man synes at Hannibal til tider var outreret, så tager American Gods det lige et skridt videre.

Blod, sex og erigerede penisser

American Gods bruger blod, special effects og drømmesyner i endnu højere grad en Fullers ellers pænt syrede Hannibal. Og fordi Starz er en kabelkanal, så har Fuller også fået lov til at skrue op for det seksuelle. Noget der i en bog befolket med frugtbarhedsguder og hedenske ritualer fylder en del. Dog uden at det bliver vulgært eller handler om at opfylde en hvis sexkvotient, som man får indtryk af i serier som Westworld eller ’Game of Thrones’.

Men selv om den er der, så bliver det nok ikke den ekstreme vold, blodet, de udpenslede sexscener eller erigerede lemmer, der skræmmer seere væk. Men derimod den langsomme fortællestil og manglen på klare svar eller en klar idé om, hvor plottet er på vej hen. Men en kabelkanal som Starz, hvor abonnenterne betaler på forhånd, kan tillade sig at have større tålmodighed med serier, der starter stille. Det bør nye seere også have.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kolosalt stjerneopbud

Tv-serien er tro mod Gaimans bog, og den er spækket med god dialog i munden på fremragende skuespillere. Meget af det kommer ordret fra bogen – f.eks. er Shadow Moons indre monolog i bogen nu blevet til samtaler mellem Shadow og Mr. Wednesday, hvilket er en nettogevinst for os seere. Mr. Wednesday er bogens bedste karakter, og lagt i hænderne på Ian McShane kan man kun glæde sig over, at han har fået endnu mere at sige i tv-serien.

Men ud over Ricky Whittle og Ian McShane er American Gods også spækket med så mange fremragende navne, at en håndfuld af dem, ville kunne have været salgsargumentet for mindre tv-serier. Orlando Jones lange intromonolog som Mr. Nancy, Gillian Anderson, der som den nye gud Media, første gang vi ser hende, tager skikkelse af Lucille Ball og senere brillierer hun som både David Bowie og en nærmest svævende Marilyn Monroe. Vi ser også svenske Peter Stomare som den dystre slaviske Czernobog, der i et spil dam vinder retten til at slå Shadow ihjel med sin hammer.
Alle er de fremragende.

Og til dem skal tilføjes folk som Emily Browning, Pablo Schreiber, Crispin Glover, Yetide Badaki, Bruce Langley, Kristin Chenoweth og Cloris Leachman, som vi indtil videre kun har set lidt til, men som alle er fremragende skuespillere, som jeg glæder mig til at se mere til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi tror på American Gods

Så selv om denne anmeldelse kun er baseret på de første afsnit ud af otte, så tror vi på, at det hele nok skal gå op i en større helhed og være den tidlige forvirring værd. Ikke helt en blind tro, men tro baseret på løfterne i de første afsnit og de store talenter, der er involveret. Og vi er ikke alene i troen – Starz, der er kanalen bag serien, tror også på American Gods og har allerede bestilt sæson 2, selv om første sæson er langt fra afsluttet.

Det bliver en spændende rejse gennem Amerika i selskab med Shadow Moon og Mr. Wednesday.