×
Personlig plejeTophistorie

Anmeldelse: Oral-B iO9

Oral-B iO9 er den mest lydsvage elektriske tandbørste, vi har oplevet. Samtidig er den rasende effektiv. Men prisen altså ...

Lige som Apple hvert år udsender nye iPhone-modeller, så er Oral-B også klar med nye tandbørster hver gang sommeren går på hæld. Årets børste går under navnet Oral-B iO og kommer i tre varianter. Jeg har brugt den dyreste af modellerne – Oral-B iO9 ·– i en uges tid og jeg er pjattet med børsten. Men bestemt ikke prisen. Og så har Oral-B i øvrigt lavet Gilette-tricket i år … mere om den lille manøvre længere nede i teksten.

De sidste par år har Oral-B arbejdet intenst på at få tandbørsten til at tale sammen med mobiltelefonen. Således også i år, hvor nye sensorer gør det muligt for tandbørsten langt mere præcist at holde øje med, hvor i munden den befinder sig.

Årets model har også fået en farveskærm og en ny magnetisk oplader – og så er den mekanisme motor fra tidligere år blevet udskiftet med et såkaldt magnetisk drev, der om ikke andet gør tandbørsten næsten lydløs. Den lyder nærmest som et lillebitte lyssværd, når den tændes. Tjek bare videoen herunder, hvor jeg sammenligner iO9 med forrige års motordrevne model.

Gilette-tricket

Opmærksomme læsere vil allerede nu have bemærket, at designet på børsten – og i særdeleshed tandbørstehovedet – er markant anderledes end tidligere. Oral-B har nemlig fuldstændig ændret tandbørstehovedet fra tidligere modeller. Det, jeg kalder Gilette-tricket, hvor tidligere indkøbte hoveder ikke længere passer til skaftet – lige som når der kommer nye barberskrabere fra Gilette.

Det betyder ikke alene, at dit lager af tandbørstehoveder ikke længere kan bruges, det betyder også, at du ikke vil kunne finde billige no-name børstehoveder, der er kompatible med iO-tandbørsten i det første stykke tid. Så er du advaret.

Ergonomisk fungerer Oral-B iO9 rigtig godt. Ud over at være mere lydløs end forgængerne, er den også væsentlig lettere. Den er også en smule tyndere, hvilket gør det nemmere for hjemmets små beboere at bruge den. Apropos flere brugere, så har tandbørsten en lysende ring lige under børstehovedet, som kan indstilles til at lyse i forskellige farver alt efter hvem der bruger børsten. Det kræver dog, at hver bruger installerer app’en på mobiltelefonen.

Ringen lyser automatisk rødt, hvis du presser for hårdt, mens du børster tænder. Den lyser grønt, når du har det mest optimale tryk.

Der er ikke desværre længere nogen mulighed for at farve selve børstehovedet, så det er med at huske, hvor man placerer sit eget, hvis man ikke vil dele tandbørste med hele huset.

Skærm og bedre sensorer

En af nyhederne i Oral-B iO9 er en farveskærm på skaftet. Herpå kan man se aktuel status, både på børstningen og på batteriet. Bevægelsessensorer gør, at du mødes med et ’Godmorgen’ eller et ’Godaften’, når du løfter børsten. Er du for hurtig med tandbørstningen (den vil have to minutter) får du en sur smiley.  

Du kan også bruge skærmen til at indstille de forskellige programmer som tandbørsten er udstyret med. Topmodellen iO9 har syv programmer, nemlig: Blegning, Pleje af tandkødet, Daglig rensning, Sensitiv, Super sensitiv, Intens rensning og Tungerensning. De to billigere udgaver har færre programmer.

Oral-B iO9
Skærmbilleder fra app’en.

Men det er på mobiltelefonen at det meste af magien sker, når vi snakker kunstig intelligens. Flere og bedre sensorer gør det muligt for tandbørsten at opfange, om du børster på tændernes yder- og inderside eller på fladerne. Dermed kan børsten (og app’en) give dig bedre oplysninger om, hvor du mangler at børste. Det vises visuelt ved tre streger i seks af mundens zoner (se billedet ovenfor), der helst skal være væk, når børstningen er overstået.

App’en har også den vanlige overflod af belønninger og ’missioner’ der skal hjælpe med at motivere til bedre mundhygiejne. Og så har Oral-B endelig fået integreret Apple Health, så indsatsen med tandbørsten kan flettes sammen med resten af dine helbredsmålinger. Noget jeg savnede i tidligere modeller.

Med hensyn til batterilevetiden, så virker den til at være ganske god. Jeg har, som nævnt, brugt Oral-B iO9 i en uge og batteriet er fortsat på 60 procent. Jeg har børstet to gange om dagen i mindst to minutter hver gang. Opladningen er i øvrigt væsentlig hurtigere end på sidste års model, hvor det kunne tage op imod et døgn, hvis børsten var løbet helt tør.

iNPUT mener …

Jeg er meget begejstret for iO9. Det er en pæn og effektiv tandbørste, der giver en helt utrolig ren fornemmelse i munden, når den bruges. Det er et kolossalt plus, at den er blevet så støjsvag, sammenlignet med tidligere modeller – og så er jeg personligt glad for, at den kan kobles sammen med Apple Health.

Når jeg alligevel ikke klistrer et ‘iNPUT anbefaler’ på tandbørsten, så skyldes det ene og alene prisen. Den vejledende udsalgspris er på voldsomme 2.199 kroner og selv om den kan findes en hundredelap billigere på Pricerunner, så er det stadig – efter min mening – en eksorbitant pris for en elektrisk tandbørste, der trods alt stadig er et luksusudstyr.

Oral-B iO9

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

2.199 kr.

Oral-B iO9 er en fremragende og meget lydsvag elektrisk tandbørste, som alligevel er svær at anbefale på grund af prisen.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.