Philips Hue Go anno 2019 er en lille lampe, der kobler sig sømløst på netværket og kan bruges sammen med resten af Hue-installeringen. Men takket være et indbygget batteri, kan lampen også fungere uden strøm – og med Bluetooth-forbindelse til mobiltelefonen åbnes der pludselig op for helt nye muligheder mens den er med på farten.
Da Philips Hue lancerede den første Go-lampe for fire år siden, var der i virkeligheden ikke meget ”go” over den. Lampen kunne hverken tages med på telttur eller i parken, for alle funktioner – ud over at tænde og slukke den – krævede både bridge og et wifi-netværk. Med Bluetooth-forbindelsen er det ikke længere tilfældet. Samtidig har Philips Hue rettet et par af de andre dumme fejl, der plagede den første model.
Halv honningmelon
Det overordnede design er der ikke ændret på. Hue Go er på størrelse med en honningmelon, der er snittet midt over, og den er plastik hele vejen igennem. Den kuppelformede bagside brydes kun af en enkelt knap, et strømstik og en fod der gør, at lampen ikke triller rundt, når den står på reolen.
Artiklen fortsætter efter annoncen




