Apple har sendt tvOS 26.4 ud til Apple TV 4K, og denne gang er det ikke bare endnu en rutineopdatering. Ifølge Apples egne release notes retter opdateringen en lydfejl, som kan opstå, når Apple TV skifter mellem indhold med forskellige lydformater som Dolby Atmos og stereo.
Det er en fejl, der har martret Apple TV-ejere i årevis. Allerede i juni 2021 beskrev brugere alvorlige lydfejl i forbindelse med tvOS 14.5, og i 2022 voksede trådene om udfald, poplyde og Atmos-problemer videre. Også i 2024 og 2025 dukker der rapporter op om lignende fejl i Dolby Atmos og ved skift mellem lydformater.
Det betyder ikke, at Apple nu nødvendigvis har løst alle lydproblemer på alle Apple TV-bokse. Men det er svært ikke at læse tvOS 26.4 som en sen, men vigtig indrømmelse af, at lydhåndteringen har været et reelt irritationsmoment for en del brugere gennem flere generationer af softwaren. Når Apple specifikt fremhæver overgangen mellem forskellige lydformater, rammer det direkte ind i det mønster, som brugerne længe har beskrevet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

