Google har givet Chrome til iPhone og iPad en makeover, så browseren er opdateret til Apples “Liquid Glass”-design. Det betyder mere bløde former, rundede hjørner og et look, der minder om flydende glas. Hvis du synes, det lyder som en designdetalje, så bare vent, til du ser det i brug.
Med iOS 26 har Google rullet Chrome 141 ud, og det er den første Google-app på iPhone, der får det nye design. Tab-oversigten, menuerne og selv Indstillinger har fået et løft: ingen slørede baggrunde, men i stedet et rent og moderne udtryk, hvor knapperne svæver mere frit. Selv “Done”-ikonet har fået en frisk checkmark-stil.
Der er også små detaljer, som gør forskellen i hverdagen: Det klassiske Chrome-hjul, der spinder, når en fane loader, er nu erstattet af iOS’ velkendte pinwheel . Og tastaturet har fået en flydende værktøjslinje lige over tasterne, så du hurtigere kan slå genveje til eksempelvis Google Lens, stemmesøgning eller et hurtigt “.com”.
Runde hjørner og transperant design; Chrome har fået Liquid Glass-makeover. For dig som bruger betyder det, at Chrome føles mindre som en app, der er blevet presset ind på iOS – og mere som en naturlig del af Apples univers. Det er stadig Chrome, du kender, men i en ny udgave, der passer bedre til de afrundede flader, som Apple selv har udrullet i iOS 26.
Google har ikke sagt, hvornår andre apps som Gmail, Maps eller Fotos får samme “Liquid Glass”-behandling. Men Chrome er tydeligvis først i køen, og det giver mening – browseren har i forvejen en helt unik brugerflade på iOS.
Hvis du er Chrome-bruger på iPhone eller iPad, så kan du glæde dig til et friskere, mere flydende design, der føles både moderne og integreret.