Danmarks største ladeoperatør vil vende op og ned på motorvejens klassiske madkultur. Torsdag åbnede Clever sin første café i rækken på Egevej 8 i Aabenraa. Caféen skal sætte en ny standard for mad og drikke på farten, men til samme – eller lavere – priser, som bilisterne kender fra andre motorvejscaféer, loves det.
– Alt for længe har mad på motorvejen været af tvivlsom kvalitet. Det vil vi ændre med vores caféer. Vi gør op med den klassiske tankstationsjunk og viser, at det sagtens kan lade sig gøre at servere lækker mad og drikke, der både er skabt med omtanke og smager fantastisk, siger Mette Nøhr, Chief Experience Officer, som har ansvaret for kundeoplevelsen i Clever.
På menuen finder du blandt andet en økologisk croissant til 22 kroner, en klassisk bolle med ost og caféens signaturtoast – lavet med økologisk landbrød fra Jalm&B, skinke fra Spis Min Gris, ost fra Naturmælk og hjemmerørt dijonnaise.
Clever vil gøre op med den klassiske tankstationsjunk. Kaffeelskere kan glæde sig til nøje udvalgte kaffebønner, ristet specielt til Clever af verdensmestre i brygning fra Prolog. Hver kop brygges med omhu i caféen, og prisen bliver 35 kroner for en café latte. Te-drikkerne får også kræs til ganen med te fra Sing Tehus.
I caféen finder man også snacks. Der vil blandt andet være frisk frugt og grønt, små chokolader og chokoladebarer, juice og andre kolde drikke.
Caféen er beliggende ved Clevers lynladestation på Egevej 8 ved motorvej E45 (Rødekro/Brunde). Den holder åbent hver dag mellem 7 morgen og 19 aften.
I løbet af 2025 vil Clever etablere nye caféer på lynladestationerne i både Kolding og Odense.